Asger Krogsgaard fortsætter som Danish Crown-formand

Ny næstformand for Amba-bestyrelsen bliver Thomas Kjær fra Nordjylland.

Asger Krogsgaard fortsætter som formand for Danish Crown A.m.b.a.

I sidste uge valgte repræsentantskabet den nye bestyrelse, og mandag har Asger Krogsgaard fået bestyrelsens opbakning til at fortsætte som formand.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

- Jeg er beæret over opbakningen og går ind til den med stor ildhu. Det er en stor og spændende opgave, hvor det vigtigste uden tvivl er at få genoprettet vores selskabs konkurrencekraft, så der er slagtegrise nok i Danmark til at fylde vores slagterier. Nu skal vi se fremad, og vi skal have samlet os i bestyrelsen om de opgaver, der ligger foran os, siger Asger Krogsgaard i pressemeddelelsen.

Afløste formand i november

Asger Krogsgaard blev valgt som ny formand i slutningen af november, da Erik Bredholt måtte trække sig efter kritik fra bestyrelsen.

Erik Bredholt lancerede uden om bestyrelsen sit bud på en forenklet ledelsesmodel i Danish Crown med et forslag om at sammenlægge slagterikoncernens to bestyrelser.

Asger Krogsgaard har siddet i Danish Crowns bestyrelse siden 2003.

Han bliver som formand for A.m.b.a.-bestyrelsen også formand for Danish Crown A/S, der huser alle slagteriaktiviteterne. Her han har været bestyrelsesmedlem siden 2011.

Ny næstformand fra Nordjylland

Ny næstformand i A.m.b.a.-selskabet bliver 42-årige Thomas Kjær fra Vrå i Nordjylland.

Han har siddet i Danish Crowns bestyrelse siden 2019 og været en del af A/S-bestyrelsen de seneste to år.

- Det vigtigste for mig det næste års tid bliver at få arbejdet i vedtægtsudvalget til at køre effektivt og godt. Som formand for udvalget kommer jeg til at bruge en del tid på, at få vedtægter tilpasset til at drive et stort og moderne andelsselskab. Vi skal have taget de nødvendige beslutninger for at få andelsejerne tættere på selskabet, uanset om man er leverandør af 1.000 eller 100.000 grise om året, og samtidig skal vi gøre det attraktivt at værre med til at påvirke selskabets udvikling ved sidde med i repræsentantskabet, udtaler Thomas Kjær i pressemeddelelsen.

Han er som næstformand i Amba-bestyrelsen født medlem af bestyrelsen i Danish Crown A/S sammen med formanden for Danish Crown Beefs Kreaturforum, Karsten Willumsen. 

Derudover blev Søren Bonde, Knud Jørgen Lei og det nyvalgte bestyrelsesmedlem Daniel Overgaard Pedersen valgt til Danish Crowns A/S-bestyrelse.

Bestyrelsen i Danish Crown A.m.b.a.

De seks ”grisekredse” har hver valgt et medlem til bestyrelsen:

  • Kreds 1 (Nordjylland): Thomas Kjær (genvalg)
  • Kreds 2 (Østjylland): Jonas Würtz Midtgård (genvalg)
  • Kreds 3 (Vestjylland): Asger Krogsgaard (genvalg og formand)
  • Kreds 4 (Sydjylland): Svend Amstrup Jensen (nyvalgt).
  • Kreds 5 (Fyn og Trekantområdet): Søren Bonde (genvalgt)
  • Kreds 6 (Sjælland og Bornholm): Kim Kjær Knudsen (nyvalgt)

Tre medlemmer er valgt på tværs af repræsentantskabets 90 medlemmer:

  • Knud Jørgen Lei, Sydjylland (genvalgt)
  • Ulrik Bremholm, Fyn & Trekantområdet (genvalgt)
  • Daniel Overgaard Pedersen, Nordjylland (nyvalgt)

Medlemmerne af Danish Crown Beefs Kreaturforum havde på forhånd genvalgt Karsten Willumsen som formand og medlem af bestyrelsen i Danish Crown A.m.b.a, mens Jørgen Larsen ligeledes er genvalgt som næstformand og observatør i A.m.b.A-bestyrelsen.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle