»Der kommer ingenting, hvis vi ikke vander«

Kent Davidsen forudser, at et vandingsforbud vil rive gulvtæppet væk under landmænd på Grindsted-egnen.

»I min terminologi vil det være helt utænkeligt, hvis vi skal drive jorden uden vanding.«

Sådan lyder det fra Kent Davidsen, Grindsted, der sammen med sin far driver en ejendom med 475 årskøer. Det kræver sit grovfoder, og køerne æder lige meget i tørre og våde år. Derfor er han bekymret over, at vandplanerne truer vanding i nogle områder.

Kent Davidsen har især investeret i vandingskapacitet til græsmarkerne, så han kan sikre proteinrigt foder frem for at skulle ud at købe importeret proteinfoder.

»Der kommer ingenting, hvis vi ikke vander græsset,« siger han.

Selvfølgelig afhænger det af nedbøren, men ofte kører de fem vandingsmaskiner i døgndrift fra før første slæt til og med tredje slæt.

Dyrere at købe

Kent Davidsen producerer ikke alt sit foder selv. Men det løser ikke problematikken bare at købe mere foder.

»Hvis de heller ikke må vande, så vil foderprisen helt sikkert stige,« forudser han.

Behovet for vanding svinger fra år til år, men visse år vil det koste halvdelen af udbyttet ikke at vande.

»Så står vi og skal ud at købe en halv mio. foderenheder, og i en mangelsituation vil det måske koste en mio. kr.,« frygter han.

Hvis vandindvindingen forsvinder med et snuptag, vil det få drastiske konsekvenser, mener han. Man kan ikke bare reducere antallet af køer, der passer til investeringerne i stald og udstyr. Kommer det over en årrække, kan man måske mindske græsandelen og øge majsandelen.

»Men så skal vi til at importere mere protein fra Sydamerika i stedet for at producere det selv,« minder han om, og majs har jo også behov for vanding.

Brug for fleksibilitet

Kent Davidsen er lettet over, at han sidste år fik tilladelse til en boring, der sikrer drikkevand til køerne, og som gælder 15 år. Nogle kommuner giver nu kun tilladelse til vandindvinding for et til tre år ad gangen i forventning om, at vandplanerne vil nedregulere vandindvindingen.

»Det kan man jo slet ikke investere efter, de skulle tage og følge de regler vi har nu,« siger han.

Han er lidt skeptisk over for, at man regulerer vandingstilladelser intelligent, som Naturstyrelsen foreslår.

»Det kommer an på, hvad det vil sige. Vi skal jo være sikre på at kunne vande, så der er foder til dyrene hvert år,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle