Lars Erik Vinthers kone købte for otte år siden et parcelhus i byen - det passede dog ikke til bondens liv med køer og marker.
Lars Erik Vinther har været gift med sin kone i over 60 år. Ægteparret har boet sammen på Snogshøjgård, hvor mælkebonden nød at kunne vælte ud af sengen og gå direkte i stalden for at malke sine 56 jerseykøer. Men for otte år siden blev konen træt af landbrugslivet. Hun arvede en pose penge og drømte på parrets vegne om parcelhus, ro og terrasse. Men mælkebonden var ikke med på den drøm.
»Nej, det ville jeg ikke. Jeg kunne ikke se mig selv sidde der og glo på en terrasse dag ud og dag ind. Jeg ville slet heller ikke få sovet om natten, for mine tanker ville bare køre rundt om, hvorvidt køerne blev malket, og om markerne nu blev passet«, siger Lars Erik Vinther, mens blikket vandrer rundt på gårdens bygninger.
Alene på gården
Trods uenigheder måtte parret dog erkende, at de blot var vokset fra hinanden, når det kom til de hjemlige prioriteter. Kompromiset kunne derfor ikke blive anderledes, end at konen købte sit hus, mens mælkebonden blev hængende på sin gård.
Mens Lars Erik Vinther går og malker køer, nyder konen nu sin terrasse og hobbyer såsom samvær i bogklubben.
Lars Erik Vinther ser derfor ikke sin kone hver dag. I stedet sørger de dog for at ses tre gange om ugen, og så samles de, når deres tre børn er på besøg.
»Så får vi lavet noget aftensmad og talt sammen, hvis nu vi har haft kontroverser i ugens løb«, siger Lars Erik Vinther.