Økologiske foreninger rykker tættere sammen

Fælles udspil fra Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening skal være et markant signal om, at de to foreninger trækker på samme hammel. Det siger de to økologi-formænd Hans Erik Jørgensen og Per Kølster.

Sammen er vi stærkest.« Det er erkendelsen i de to økologiske foreninger, Landbrug & Fødevarers Økologisektion og Økologisk Landsforening.

Derfor har foreningerne netop lanceret et fælles udspil: ’Økologi 2021 - Sammen om udviklingen’.

Udspillet skal sikre, at den økologiske driftsform bliver husket og betænkt med den politiske opmærksomhed og økonomi, som den voksende driftsgren i egen optik fortjener og har brug for for at kunne udvikle sig.

Vil noget i fællesskab

»Vi har større gennemslagskraft sammen end hver for sig. Udspillet er et signal til både landmænd og virksomheder om, at vi vil noget i fælleskab. Det er det, de økologiske landmænd forventer af os«, siger Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevars Økologisektion.

»Det har i mange år været en konstant udfordring at sikre, at der både på finansloven og andre steder er nogen, der har fokus på økologien. Det er ingen nyhed. Det nye er, at det nu bliver mere tydeligt for vores omverden, at vi trækker på samme hammel«, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Ingen fusion

De to økologi-formænd understreger, at samarbejdet ikke betyder, at de to foreninger har planer om at lægge sig sammen, selvom økonomien strammer til i Økologisk Landsforening. Men de afviser, at de forskelle, der fortsat er mellem de to foreninger, og som bl.a. skyldes, at Økologisk Landsforening udelukkende organiserer økologer, mens L&F har ’hele paletten’, forhindrer et tættere samarbejde.

»Vi har ikke svært ved at finde en fællesnævner, og vi er langt mere optaget af at vise, at man kan drive et rationelt og moderne økologisk landbrug med en flot produktion, end at være i kritisk opposition til ting, vi ikke bryder os om. Det helt afgørende er, at vi begge er optaget af at sikre, at økologien udvikler sig. Det gør vi bedre sammen, end hvis vi står i hver vores lejr«, siger Per Kølster.

Sælger ikke ud

Hans Erik Jørgensen tilføjer, at det også gør en positiv forskel, at kemien mellem de to øko-formænd er glimrende.

»Per og jeg har stor gensidig respekt for det, vi arbejder med og kommer med hver især. Langt hen ad vejen har vi i øvrigt de samme medlemmer, og netop medlemmerne har ofte opfordret til, at vi blev bedre til at arbejde sammen«.

De to formænd er enige om, at økologien har alle muligheder for at vægte endnu mere i fremtiden.

»Der sker vildt meget inden for økologien lige nu. Det løber rigtig stærkt«, siger Hans Erik Jørgensen.

»Økologien er en pakkeløsning, som imødekommer en række af de moderne dagsordner. Det er en vindersag«, siger Per Kølster.

Faktaboks

Fælles økologi-udspil fra L&F og ØL

  • Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening lancerede i denne uge det fælles udspil: Økologi 2021 - Sammen om udviklingen.
  • Udspillet markerer en styrkelse af samarbejdet mellem de to økologiske foreninger og sætter fokus på økologiens behov for at udvikle sig.
  • De to formænd for Økologisk Landsforening og L&Fs Økologisektion understreger, at der ikke er planer om fusion.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle