1.000 landmænd til lokale vandmøder

Livlig debat om vandplaner på fire stormøder landet over.

Selv om solen skinnede og det var sommer og sprøjtevejr, strømmede i omegnen af 1.000 landmænd til møde om vandplanerne i denne og sidste uge. Således var næsten 400 sjællændere til møde i Ringsted, og i Aalborg måtte de åbne Vejgaardhallen i siderne og dække op til 60 mand ekstra eller i alt 250. Også i Middelfart og Herning dukkede flere hundrede landmænd op for at høre, hvad de kunne gøre ved vandplanerne i den kommende høringsfase.

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, der har været med på alle møderne, glæder sig over, at man valgte at holde møderne.

»Det handler om at få skaffet mest mulig opmærksomhed om, at der er den her høring, for hvis man ikke gør noget, er det det samme som, at man godkender miljøministerens vandplaner,« siger han og tilføjer:

»Vi er nødt til at understrege meget tydeligt, at man skal tage vandplanerne alvorligt, kigge på de vandløb, man har, og så sende høringssvar.«

Dyrk kommunal vinkel

Ud over L&F’s redegørelse for vandplanerne har også Naturstyrelsen og kommunalpolitikere deltaget på de fleste møder. Det har været et plus, og Martin Merrild ser gode muligheder for at tage den kommunale vinkel op i et år, hvor der er kommunalvalg.

»Nogle kommuner vil kaste sig ud i det med stort engagement, men andre steder er der nogle, der hopper med på, at jo mere vand der er, jo bedre,« siger han.

Selv mener han, at vandplanerne er mere ideologi end faglighed.

»Nogle synes det er en fejl, man har drænet jorden for at dyrke den og skabe velstand, og det vil man gerne gøre noget ved,« siger han.

Bedre kommunikation

Martin Merrild roser også Naturstyrelsen for at sende en embedsmand med rundt på møderne.

»Vi er fuldstændig uenige, men han gør sig umage med at svare, og han lytter til og oplever, hvad der er i det for landmænd.«

Embedsmanden, kontorchef Thomas Bruun Jessen, Naturstyrelsen, finder det også nyttigt at deltage.

»Jeg får indtryk af, hvad der rør sig, og synes jeg får noget med hjem,« siger han og glæder sig over at blive respekteret som embedsmand.

Thomas Bruun Jessen har blandt andet efter møderne gjort sig tanker om, hvordan man kan kommunikere vandplanerne bedre ud for at undgå misforståelser.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle