Fra tidligt forår til juleaften er familien Dunnes køer på græs.
Mixervogn har de ikke. Kraftfoder er kun noget, som køerne får i malkestalden. Og græsensilage er kun til den allersidste del af laktationen.
Til gengæld får familien Dunnes køer masser af frisk græs, som de selv henter på de 146 hektar, der hører til familiens landbrug.
»Vores mål er, at køerne selv skal hente 80 procent af deres foder på markerne, for det er langt det billigste i forhold til at skulle ensilere græsset, holde køerne på stald og sidenhen køre staldgødning ud,« forklarer Tom Dunne.
Han golder konsekvent hele besætningen juleaften og starter først malkeanlægget igen, når de første køer kælver i begyndelsen af februar. Allerede to uger efter fødslen lukkes kalvene på græs, og når de sidste køer har kælvet henimod slutningen af april, er alle dyr på græs.
Nordiske racer giver stærke køer
At kunne klare sig på græs en så stor del af året kræver, dels at græsudbuddet er dér, dels at dyrene kan holde til at gå ude.
I forhold til at opnå stærke og holdbare dyr har Tom Dunne især opnået forbedringer ved at krydse de oprindelige holsteins med nordiske røde racer. Især norsk rød har løftet køernes holdbarhed.
»Vi udskifter normalt 17 til 20 procent af køerne hvert år, og en så lav udskiftning er med til at give en god økonomi. Holdbarhed og frugtbarhed har i avlen langt større fokus for mig end ydelse,« siger Tom Dunne, hvis køer i snit leverer 6.500 kg mælk til mejeriet pr. ko.
Fuld power til græsset
De, set med danske øjne, mere generøse irske gødskningsnormer er med til at sikre fuld power på græsset i hele vækstsæsonen.
Tom Dunne må således tildele 250 kg organisk kvælstof fra staldgødning og 250 kg kvælstof fra handelsgødning til hver hektar hvert år.
