Bælteordning skal evalueres

Efter en to måneders forsøgsordning med bælter på vejene skal erfaringerne nu sættes under lup.

Transport- og Bygningsministeriet iværksatte 1. oktober en forsøgsordning om kørsel med forhøjet vægt for bæltekøretøjer på statens vejnet, blandt andet mejetærskere. Ordningen varede indtil 1. december, og nu skal erfaringerne evalueres.

Transport- og Bygningsministeriet oplyser i en meddelelse, at forsøgsordningen i løbet af de kommende måneder vil blive evalueret af Vejdirektoratet i samarbejde med Trafik- og Byggestyrelsen. Vejdirektoratet vil i den forbindelse tage kontakt til blandt andre kommuner og landbruget for at indsamle informationer.

»Formålet med evalueringen er at bidrage til, at vores viden om omfanget af kørsel med bæltekøretøjer øges. Det skal samtidig vurderes, hvilken betydning forsøgsordningen har for broer og veje - eksempelvis i forhold til revnedannelser på vejkanterne,« lyder det fra ministeriet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle