Af Marianne Jørgensen, Salling
Det er varmt. Så varmt, at det er svært at finde ro, når man går til ro. Og det gør de sent, Bondemanden og de andre høstfolk, eller tidligt, om man vil. I tropenætterne. Der bliver kørt hvede ind, stakket op, i et hvirvlende tempo, mens sveden springer, og i skrivende stund har de tærsket 4/5 af årets afgrøder. Spinaten er i hus. Frøgræsset. Rapsen. Byggen. Nu er det hvede. Og mere hvede. Nat og dag. Jeg har vænnet mig til korte beskeder. Kommandoer. Støvede termokander. Uklare meldinger, og »gider du lige«.
Jeg har haft de to yngste hjemme det meste af august. Drengebarnet er i mandags startet på sin to-årige uddannelse til Agro Business Manager. Han var hjemme som høstkarl fra 1/7, men høstede ikke til enden, det kunne han jo af gode grunde ikke. Fimpen starter på sin kandidat om lidt. Og sit 15-timer-om-ugen-job, der godt kan passes ind mellem forelæsningerne. Studierelevant. Den ældste ser vi ikke så meget til, alt for langt væk i København er hun (synes moderen), men hun er glad (og derfor også moderen), og det er vigtigt, for både arbejde og fritid!
Og arbejde – det er en vanskelig ting af definere, for os bønder! Vi er altid på arbejde! Altid! Kun ikke, når vi rejser langt hen væk for at opleve noget nyt, noget andet, kan vi sige, at vi holder fri! Jeg siger det her, med fare for at lyde forkælet og dum: At være gift med en bondemand er ikke nødvendigvis en stor lykke. Der er frihed, ja, til selv at bestemme, og planlægge, men langt hen ad vejen er det konstant, vedholdende arbejde! Der er ikke pauser, måske nok fysisk, men I guder hvor bruger vi meget energi på planlægning, når andre holder fri!! Vi nyder det og glædes, men noget helt let »job« er det ikke! Jeg befinder mig nærmest i konstant »alarmberedskab« i øjeblikket og gruer for ting, jeg ingen indflydelse har på, f.eks. vejret. Det er ikke for at pylre, men det skulle man sgu ikke byde ret mange andre faggrupper, før de gik i strejke!
Arbejdet, vi mennesker gør, er heldigvis af mange arter. Og jeg er glad for, at jeg ikke har været en del af ambassadørkorpset i sidste uge. Jeg tænker, at det har krævet mere end almindeligt husmoderligt diplomati, at »redde« Amerika ud af miseren om købet af Grønland, eller købstilbuddet, rettere. Man forstår jo knapt, eller slet ikke, hvad der foregår inde i hovedet på Amerikas »mægtigste« mand. Jeg har grinet en del af diverse kommentarer, tegninger, photoshoppede billeder mv., der har floreret på de sociale medier. Især det billede, hvor vores dronning tilsyneladende står med en baby i armene, og babyen er mere end vred, og billedteksten lyder: »Jeg vil ha´ en isbjørn«. Hahahaha! Dét er fanme’ sjovt!
Og nu håber jeg, vi snart griner lige så højt og lettet over, at vi er færdige med at høste!
