Bygger ny fabrik for Calvex til at producere Coloquick

Skive-firmaet Calvex har indgået aftale med TKT Electronics om at bygge en helt ny fabrik til at producere råmælks-systemet Coloquick til kalve.

En helt ny fabrik skyder i de kommende måneder op i Skives industrikvarter, hvor firmaet TKT Electronics holder til.

Her skal det succesfulde system til at fodre kalve med råmælk, Coloquick, i fremtiden fremstilles. Systemet, der gør det enkelt at nedfryse, optø og pasteurisere råmælk, blev præsenteret for fem år siden og har siden gået sin sejrsgang over store dele af verden. Allerede i dag er der solgt så mange anlæg, at halvdelen af alle nyfødte danske kalve har mulighed for at få mælk fra en Coloquick.

Men nu står udenlandske mælkeproducenter nærmest i kø for at købe det driftssikre system. Det kræver mere kapacitet hos TKT Electronics, der samler Coloquick for Calvex. Derfor den nye fabrik.

»Vi vil bevare produktionen i Danmark af hensyn til kvaliteten,« siger direktør for Calvex og udvikler af Coloquick Brian Pedersen.

Samtidig videreudvikles systemet konstant. Blandt andet skal det tilpasses meget hård brug, som det ofte udsættes for på for eksempel amerikanske farme.

»Vi har faktisk et par ansatte, der en gang i mellem bare skal være barske ved en Coloquick, for at vi kan se, hvor det eventuelt går i stykker,« griner Brian Pedersen.

Blandt de spændende aftagere i udlandet har også været den største australske farm med 5.000 køer, der byggede et helt frysehus til råmælk, da systemet blev taget i brug.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle