Bykommuner sætter dagsorden

Begrebet landkommuner er væk med kommunalreformen, og det skal landbruget forholde sig til, mener formand for Sønderjysk Lbf. Henrik Frandsen.

På generalforsamlingen i Agerskov forklarede han, at reformen betyder meget store omvæltninger i det danske samfund.

"Vi bliver nødt til som erhverv fuldstændig at nytænke den måde, vi skal samarbejde med kommunerne på: Væk er lydhørheden over for lokale gruppers behov og indvendinger, væk er landbrugets indflydelse i landområderne. Trendsætterne i de nye kommuner vil blive indbyggerne i de nye "lokalhovedstæder"," sagde Henrik Frandsen.

Dermed bliver landbruget også nødt til at finde nye allierede for at skaffe sig en position i kommunerne, mener han:

"Ellers trænger vi aldrig igennem. Her tænker jeg på det øvrige erhvervsliv, der langt hen ad vejen har mange problemstillinger til fælles med os," sagde han.

Inddrag ikke politiet

Henrik Frandsen nævnte et konkret eksempel på en ny måde at kontakte landmænd på fra kommunernes side: Politianmeldelsen.

Han gjorde opmærksom på, at byrådet skal være meget varsom med overhovedet at diskutere muligheden for politianmedelse. For andre læser med i de kommunale dagsordener og kan så efterfølgende gå ind og foretage den politianmeldelse, som de kommunale politikere i sidste instans måtte opgive.

"Det skete i nogle af de mulige "overproduktionssager" i det gamle Vestsønderjyllands Miljøsamarbejde. Her var det blot politimesteren der læste byrådets mødereferater," forklarede Henrik Frandsen.

"Indimellem har man det indtryk, at politianmeldelse for kommunerne er ved at blive en acceptabel måde at kommunikere med landmænd på," sagde Henrik Frandsen.

Han havde også et bud på, hvordan kommunerne bedst håndterer landbruget. Nemlig ved at se erhvervet ikke som et problem, men som en udviklingsmulighed:

"Det virker, som om kommunerne fuldstændig har glemt, at landbruget er en meget stor del af erhvervslivet i kommunen. I stedet vælger man selv i udprægede landkommuner at satse på luftige ting som turisme og at tiltrække for eksempel it-virksomheder til tomme landbrugsbygninger på landet. Vær dog realistiske i stedet for at jage luftkasteller og gå efter det der er smart i København," sagde formanden.

Omkring 160 mødte op, og de nyvalgte Esben Skøtt, Aller, til bestyrelsen. Han afløser Poul Richard Jørgensen, Frørup.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle