Godsejer Oluf Krieger von Lowzow, Estruplund, er død i en alder af 90 år.

Godsejer, hofjægermester, kammerherre og politiker m.m. Oluf Krieger von Lowzow, Estruplund, er 16. januar afgået ved døden i en alder af 90 år.

Oluf von Lowzov, født 17. juni 1931, arvede i en alder af 11 år godset Estruplund efter en barnløs slægtning, kammerherre Valdemar Krieger.

Arven var, som Aarhus Stiftstidende skrev ved Oluf von Lowzows 85-års fødselsdag i 2016, betinget af, at arvingen tog en landmandsuddannelse.

Det gjorde han: fra Korinth Landbrugsskole og Cornell University i New York.

Fra 1956 drev Oluf von Lowzow Estruplund Gods, som han ejede frem til 2000.

I 10 år, 1973-1983, var han formand for Tolvmandsforeningerne, og i den egenskab sad han i samme periode i bestyrelsen for De Samvirkende Danske Landboforeninger.

Oluf von Lowzow var også landspolitiker og sad i to perioder i Folketinget for Det Konservative Folkeparti (1971-73 og 1975-79). I 1979-80 var han formand for Det Konservative Folkepartis Landbrugsudvalg.

Også i Hedeselskabet steg han til tops: Fra 1979 sad han i bestyrelsen, og formandsposten besad han fra 1982 til 1998.

Oluf von Lowzow var frem til moden alder desuden formand for Dansk Landbrugsmuseum Gammel Estrup i årene 1991-2007.

Dertil kommer en meget lang liste over andre tunge bestyrelsesposter - i følge Aarhus Stiftstidende i alt 44.

Bisættelsen fra Estruplund Kirke har fundet sted 21. januar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle