DanBred International tjener på nye markeder

Stigende vægt på projektsalg uden for Europa kompenserer for et lavere salg af avlssvin i Europa.

DanBred International (DBI), der er en af landets største eksportører af DanAvl svinegenetik, har i det seneste år oplevet et forøget pres på markedet for avlssvin i Europa med prisfald til følge. Men nedgangen opvejes af, at DBI i stigende grad sælger sine produkter og ydelser på nye markeder.

»Der er tale om projekter på oversøiske markeder, hvor vi bidrager til en større del af værdikæden end alene leveringen af avlsdyr og genetik. Og det er relativt lukrativt for os,« siger adm. direktør Thomas Muurmann Henriksen, DBI.

Den ændrede strategi har bidraget til, at DBI i 2014/15 skabte et årsresultat på 8,3 mio. kr. - tæt på rekordresultatet på 10 mio. kr. året før - trods et betydeligt fald i omsætningen på cirka 45 mio. kr.

»Vi indhenter den tabte omsætning igen, men det tager tid, for projektsalg på de oversøiske markeder har typisk en længere tidshorisont end salg af avlsdyr i Europa,« siger Thomas Muurmann Henriksen.

DBI ejes af de danske avls- og opformeringsbesætninger, og i det nye samarbejde, som er vedtaget omkring eksporten af DanAvl svinegener, spiller DBI en central rolle som medejer og aktør i et nyt distributionssystem.

»Planen mangler godkendelse fra konkurrencemyndighederne. Men der er behov for et system, hvor DanAvl i højere grad fremstår som en konkurrencedygtig aktør i forhold til de øvrige leverandører på markedet, eksempelvis PIC og Topigs Norsvin.«

Faktaboks

DanBred International

  • Grundlagt i 1972 - ejes af Danavl avls- og opformeringsbesætninger
  • Sælger avlsdyr og svinegenetik i over 30 lande
  • I 2014/15 omsætning på 229 mio. kr. 
  • Årsresultat på 8,3 mio. kr. mod 10 mio. kr. året før

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle