Danish Agro nr. 6 i Europa efter opkøb

Købet forventes næste år at bringe Danish Agros omsætning op på 35 mia. kr.

Når Danish Agro sammen med Vestjyllands Andel fra 1. februar 2015 overtager grovvareaktiviteterne i Tysklands største private grovvareselskab med en omsætning på ca. 8 mia. kr. som meddelt i mandags, vil Danish Agro rykke op som nummer 6 på listen over de 10 største andelsejede grovvareselskaber i Europa.

Opkøbet af Getreide AGs aktiviteter inden for grovvarer sker i et joint venture med den tyske grovvarekoncern, Agravis Raiffeisen AG, og forventes at bringe Danish Agros omsætning op på ca. 35 mia. kr.

»Det vil være et rigtig godt supplement til vores øvrige aktiviteter. Getreide AG er stærke i den nordlige og østlige del af Tyskland og passer dermed rigtig godt sammen med vores grovvareaktiviteter i Skandinavien og Østersø-regionen,« siger koncernchef Christian Junker. Han henviser blandt andet til, at de overtager flere store siloanlæg ved strategisk vigtige havne.

Synergieffekten er konservativt opgjort til 30-40 mio. kr. pr. år, og pengene skal især hentes på omkostninger, indkøb og mersalg.

Opkøbet vil ifølge Christian Junker styrke Danish Agros konkurrencekraft, og han ser også på længere sigt spændende forretningsmuligheder i det strategiske samarbejde med Agravis.

»Sammen med Agravis, Vestjyllands Andel og de øvrige medlemmer af indkøbsselskabet DLA Agro repræsenterer vi nu en samlet europæisk distributionskraft på ca. 100 mia. kr.,« konstaterer Christian Junker.

Efter gensidig aftale mellem parterne offentliggøres købsprisen ikke. Danish Agro og Vestjyllands Andel kommer sammen til at eje 75 procent af de nye aktiviteter.

Aftalen afventer de tyske konkurrencemyndigheders endelige godkendelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle