Dispensationer til ikke tilladte pesticider er udbredt i EU

Hvert år giver europæiske landes myndigheder dispensationer til at anvende pesticider. Det kan man, hvis der ikke er en ordinær godkendelse, man i Danmark kan vise sikker anvendelse, og der ikke er andre udveje. Frankrig topper listen med 90 dispensationer i 2021. Danmark ligger i bunden med 15.

Hvis man mangler et pesticid og har et akut problem, eksisterer muligheden for at få en kort, midlertidig godkendelse til et pesticid. Det kalder vi dispensation. Det er udbredt praksis i EU, fordi det ikke er givet, at der til alle tider er alle nødvendige pesticider tilgængelige. Dispensationen kan kun gives, hvis der ikke er realistiske tekniske eller økonomiske alternativer, og der kan vises sikker anvendelse. En sikker anvendelse til pesticider, som ikke har almindelig godkendelse i EU, kan vises ved at sænke dosis, stille øgede afstandskrav og/eller brug af skånsom sprøjteteknologi. I Danmark er kravet om sikker anvendelse ufravigeligt. Det hele er baseret på fakta og tung videnskab.

Antallet af dispensationer varierer meget fra land til land. I Tyskland, som har andenpladsen på listen over flest dispensationer, er det især frugtplantager, men også grøntsager, humleproduktion og vinmarker, der udgør mange af dispensationerne. Danmark er modsat hvad man måske skulle tro ud fra mediedebatten faktisk nær bunden med 15 dispensationer. Og her er det værd at bemærke, at vi i forvejen er af de lande i EU med færrest godkendte aktivstoffer. Danmark har 148 aktivstoffer godkendt, mens der til sammenligning er 277 i Tyskland og 324 i Frankrig.

I Danmark har især dispensation til Reglone, et nedvisningsmiddel til kartofler, trukket meget opmærksomhed. Reglone fik ikke forlænget EU-godkendelse efter 2019, og en lang række EU-lande har derfor søgt dispensation. Den tidligere anvendelse af Reglone blev vurderet ikke at være sikker, da der fremkom nye data på sundhed. Dispensationen til Reglone er givet både i 2020 og 2021 af Miljøstyrelsen. Det blev givet, fordi der videnskabeligt kunne vises sikker anvendelse ved bl.a. at sænke dosis fra 5 liter pr. hektar til 1,8 (2021), krav til brug af lavdriftsdyser, sænket vandmængde, krav om kulfilter på førerhus og øget afstandskrav til omgivelser som veje og stier.

Antallet af dispensationer kan muligvis forventes at stige fremover, da klimaforandringer øger risici for, at skadedyr, sygdomme og ukrudt får gunstige betingelser, hvor de ikke før er set.

Frankrig 90

Tyskland 62

Østrig 51

Italien 50

Belgien 43

Spanien 28

Holland 21

Finland 19

Norge 17

Danmark 15

Polen 9

Sverige 8

Kilde:EU’s pesticiddatabase

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle