DLG og Velas er et perfekt IT-match

Hvorfor køber Velas aktier i en IT-virksomhed - hvad får jeres landmænd ud af det?

DLG Connect supplerer den service, vi allerede har. I Velas har vi i forvejen fem medarbejdere, der tager rundt til landmænd og hjælper med at optimere brugen af vores IT-programmer som f. eks. Summax. I DLG Connect er der 14 medarbejdere, der rådgiver om løsninger som f.eks indkøb af hardware og en hotline, hvis noget ikke fungerer. DLG Connect har de rigtige kompetencer til at få IT til at virke, og Velas har ambitionerne om at være førende inden for teknologiske løsninger, så det er et perfekt match.

Fint nok, men hvorfor skal Velas have aktier i det? Landmænd kan vel bare bruge DLG Connect, uden at Velas er blandet ind i det.

Fordi vi nu kan være med til at præge udviklingen i virksomheden og gøre den endnu mere målrettet mod landmændenes behov.

Hvad synes du om timingen i, at I køber jer ind i en IT-virksomhed nu, hvor hele verden er optaget af coronakrisen?

Jamen, den er da helt perfekt. Krisen har vist os alle behovet for de rigtige IT-løsninger. Vi har alle været tvunget til at lære at bruge den teknologi, der allerede er til rådighed, og krisen vil helt sikkert også give et boost til den videre udvikling.

Hvad skal man lægge i, at det er DLG, som Velas vælger at arbejde sammen med?

DLG er en stor og veldreven forretning, som vi er meget glade for at arbejde sammen med. Da DLG henvendte sig og spurgte, om vi ville købe aktierne, var vi ikke i tvivl om, at det var en god mulighed.

Hvis nu et konkurrerende grovvareselskab spurgte, om I ville samarbejde om andre løsninger, hvad ville Velas så svare?

Jeg vil ikke afvise noget på forhånd. Det ville være dumt andet end at undersøge, om der var muligheder i det for Velas. Omvendt betyder det, at vi ikke vil gå ind i et samarbejde om noget, der er problematisk i forhold til DLG.

Hvad har I betalt for aktierne?

Det vil jeg ikke fortælle. Men jeg kan sige, at både DLG og Velas er tilfredse med handlen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle