Efter massiv lukning - kan det ske i Danmark?

Voldsom smittespredning er nu sket på talrige slagterier verden over. Danske slagterier vil ikke udstede garantier.

Først skete det i USA. Coronavirus bredte sig i voldsomt hast og lukkede talrige slagterier over hele det nordamerikanske kontinent.

De seneste måneder har også både Vion og Westfleisch - herunder Danish Crowns joint venture i Tyskland Westcrown - måttet lukke slagtekæder og udbening som følge af smittespredning.

Hvor danske slagterier til en vis grad affærdigede amerikanske udbrud med »vores hygiejnestandarder er meget høje«, har de nu noget sværere ved at afvise risikoen for danske udbrud - og dermed også for slagterilukninger.

De danske medarbejdere har ligesom de tysk-ansatte mange forskellige nationalitets-baggrunde. Dog er de ikke i samme grad indkvarteret tæt privat i gamle kaserner og små lejligheder. Transporten til og fra arbejde foregår dog ofte fælles.

Sagen er desuden, at de tyske og danske slagterier minder overordentlig meget om hinanden. Medarbejderne holder nok høj hygiejne, men de står tæt. Samtidig mener Tönnies’ pandemi-team, at den lave temperatur i udskæringshallerne er en faktor, der øger spredningen.

Både Danish Crown og Tican understreger, at man følger retningslinjerne, og at det hele handler om, at medarbejderne ikke møder syge på arbejde. Begge koncerner melder om nul til få tilfælde af covid-19-smitte indtil nu.

Her kan der ligge en afgørende forskel. De danske regler sikrer, at medarbejderne får løn også under sygemelding. Det kan betyde, at smittede medarbejdere bliver under dynerne, til de er raske, frem for at svinge knive og smitte kolleger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle