Ejerskab til data skal afklares

Det haster med at få klarhed over, hvem der ejer de data, som landbrugsmaskinerne samler op, mener branchedirektør Bent Juul Jørgensen, Danske Maskinstationer.

Hvorfor er Big Data interessant for Danske Maskinstationer?

Der er altid mange fordele i at få den størst mulige viden om den virksomhed, man driver. Og om virksomheden så er et landbrug eller en maskinstation, så er den viden afgørende for, hvor godt man kan drive sin virksomhed.

Hvad er jeres rolle?

Vi samler data ind. Vores medlemmer laver alt muligt arbejde for landmændene. F.eks. når vi snitter græs, så måler vores maskiner udbyttet pr. hektar hver gang, vi kører over en mark. Det gør vi måske fem gange over en sæson. Så vi har den viden om, hvad hver enkelt mark har givet af udbytte. Hvis jeg var landmand, ville jeg gerne kende mit udbytteniveau helt ned på hektar- og markniveau.

Hvad tænker du om Big Data?

Jeg tænker, at mulighederne er enorme, hvis man forstår at anvende det rigtigt. Det kan give landmanden svar på rigtig mange ting, hvis man får sammenstillet alle de forskellige data. Og så tænker jeg i barrierer.

Hvad er det for barrierer?

Der sidder et lille sim-kort i alle de maskiner, der afleverer data hjem. Men vi ved faktisk ikke, hvem der ejer de data, og hvem der har adgang til dem. Er det maskinens ejer? Landmanden? Eller maskinproducenten, som vi i dag betaler for at åbne for adgangen til sim-kortenes data? Vi må have klarlagt ejerskab og adgang til de data, som maskinerne samler op!

Hvad gør I for at få det afklaret?

Vi forsøger at gøre vores indflydelse gældende via vores europæiske brancheorganisation, Ceettar. Big Data og retningslinjer omkring data er et spørgsmål, der drøftes over alt i Europa.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle