Leder af chefredaktør hos LandbrugsAvisen, Henrik Lisberg.
Målt på kandidater ser det kommende valg ud til at blive det måske ringeste nogensinde for danske landmænd. Tælles alt med, kan L&F pege på ti ud af over 800 kandidater, der med nogen ret kan kalde sig landmænd. Fire konservative, en radikal, en DF’er, en fra Liberal Alliance, en fra Enhedslisten og to Venstre-mænd er alt, hvad man kan finde, hvis man tager både fuldtids- og deltidslandmand med.
Kigger man udelukkende på de kandidater, der skriver titlen »landmand« på visitkortet - og altså fravælger de, der har deres primære beskæftigelse inde i byen - bliver antallet endnu mindre. Og, hvad værre er, efter alt at dømme får Folketinget ikke en eneste fuldtidslandmand efter 18. juni. Venstremanden og svineproducenten Jens Ejner Christensen, der i dag har sæde i tinget, er tættest på men bliver kun suppleant, hvis prognoserne holder.
Det vil i så fald formentlig blive det første folketing siden Grundlovens vedtagelse i 1849 uden en eneste, der har landbruget som sit hovederhverv. Det danske demokrati er bygget på skuldrene af landbo- og arbejderbevægelsen. Landmænd har været statsministre, folketingsformænd og har haft masser af ministerposter. Ikke mange andre faggrupper har som landmænd formet Danmark.
Desværre vil det ikke kun være landmænd, man kommer til at savne i det høje ting. Det politiske Danmark bliver mere og mere domineret af professionelle politikere, uddannet i politik på universiteterne. Mange af dem bliver valgt så unge, at de aldrig har haft andet arbejde end politik. Vi anfægter ikke de ledende politikeres dygtighed, engagement og hæderlighed, men det giver en åndelig fattigdom, at de stort set alle, fra højre til venstre, har samme baggrund og lever i samme miljø. Når politikerne er for ens, vil der være alt for mange problemer i samfundet, de ikke selv har oplevet på egen krop og derfor ikke får øje på. Og er der noget erhverv, der helt bogstaveligt har brug for politikere med jordforbindelse, er det landbruget.
