Farm to Fork bekymrer L&F

For et år siden lancerede Europa-Kommissionen strategien Farm to Fork.

Strategien lægger blandt andet op til at nedbringe brugen af pesticider og udlægge flere arealer til økologi. Siden er forslaget blevet debatteret flittigt, og EU-Parlamentet skal i løbet af sommeren fastlægge deres holdning til strategien.

L&F har fra begyndelsen som udgangspunkt været positive i forhold til strategien om at sikre en bæredygtig produktion af landbrugs- og fødevarer, som Kommissionen lancerede som en vækststrategi. Men samtidigt har det været svært at se vækstpotentialet i strategien, når der samtidigt lægges op til, at landene skal forbedre sig på forskellige bæredygtigheds-parametre. Uanset, hvor miljø- og klimavenligt, de producerer i forvejen.

»Vi har siden strategien blev fremlagt ad flere omgange efterlyst konsekvensberegninger fra Kommissionen. Man kan kun blive bekymret i forhold til, at det i virkeligheden mere ligner en beskæring af sektoren, og i hvert fald ikke en vækststrategi«, siger Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i L&F, og fortsætter:

»Samtidigt er det en helt urimelig tanke, at alle lande begynder fra 0, uanset om de har sovet i timen, eller som Danmark har udviklet produktionen i stadigt mere bæredygtig retning i de seneste mange år. Det er urimeligt, hvis vi ikke krediteres for at have taget teten, mens alle lande vil blive belønnet for at høste de lavthængende frugter«.

EU’s ministerråd fastlagde allerede sidste efterår deres holdning til strategien. Den indeholdt, blandt andet som følge af Landbrug & Fødevarers indsats, mange af vores budskaber, blandt andet i forhold til at frontløbere skal belønnes. Men hvordan, resultatet bliver af afstemningen i Europa-Parlamentet, er straks sværere at vurdere.

»Det ser umiddelbart noget mere broget ud. Men vi er langt fra de eneste, som ser problemer i Farm to Fork i forhold til at sikre, at det bliver en ægte vækststrategi. Derfor arbejder vi selvsagt videre med få belyst konsekvenserne af de forskellige scenarier, som ligger i udspillet«, siger Niels Lindberg Madsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle