Af Anna Grete Søberg, Hørslev Bole
Det er med vemod, jeg griber pennen denne gang. Dette brev skal være mit sidste til denne spalte, ikke fordi jeg har skrevet mig ’tom’, men mit helbred driller mig, og det kan gøre mit skriveri mere negativt. Det ønsker jeg ikke.
Men det er med taknemlighed, jeg ser tilbage på de mange år. Jeg begyndte, da der var småbørn på gården - nu er de midaldrende og i gang med hver deres tilværelse. Min mand fyldte en stor plads i de første år, - nu har min ven været med i de sidste 26, så vi har kunnet fejre sølvbryllup, men vi valgte jo at bevare et hjem for vore børn på begge sider af sund og bælt, lidt utraditionelt, men det fungerer godt. Man følger jo benzinpriserne med interesse, og vejrudsigterne forstås. Skriverierne har haft mange følgevirkninger, breve og hilsener. Ved sammenkomster har en plastpose med udklip skiftet hænder, lidt gedulgt, men det har glædet mig. Jeg blev bedt om at fortælle ved utallige møder i præstegårde og forsamlingshuse landet over om det almueliv, jeg selv er rundet af, om normer, de uskrevne love, der satte grænser for folks livsudfoldelse på godt og ondt. Jeg kørte hjemmefra med flaksende sommerfugle, men så snart, jeg fik øjenkontakt med tilhørerne, kom inspirationen af sig selv. Over kaffen fik jeg hørt endnu flere historier, som jeg gemte og brugte. Livet har været en broget affære for mange mennesker. Selvfølgelig er det kvindelivet, som jeg mest har samlet på.
Nutidens ’Me too’-rørelser kan jeg ikke rigtig forholde mig til. En lussing på rette tid og sted kunne måske have løst nogle problemer og forhindret fyringer og flove familier!
Begrebet ordentlighed efterlyses af og til, også i landmandskredse. Forleden hørte jeg en bemærkning om, at den forsvandt, da ’bønderne holdt op med at sende deres unge på højskole’, og det er da rigtigt, at timerne med samfundslære, hvor vi tyggede grundloven og statistisk ordbog - og kedede os lidt - lærte os at holde generalforsamling efter vedtægterne og ellers få samfundet til at fungere gennem tillid. Nu breder fup og fiduser sig på bekymrende vis. Det mærkes helt ind i retslokaler. Tilliden vakler, og man søger at sikre sig og sit på nye måder.
I år orker jeg ikke rigtigt julen, Kassen med pynten bliver på loftet, og mine gulve slipper for grannåle. Jeg har flere invitationer, som jeg glæder mig over, men måske sidder jeg hjemme alene. Jeg vil tænke på sidste jul, hvor mit lille barnebarn blev døbt. Efter flere tilløb forgæves havde vi håbet på 2. juledag, men coronaen kom på tværs, så 23. december lukkede kirken. Men én af vore præster sagde: ’Kom I bare’, og vi kom, de allernærmeste, til en lun og julesmykket kirke, og både hun og resten af personalet gjorde det så smukt og stemningsfuldt for os. Jeg glemmer det aldrig. Lille Markus kunne selv spadsere ud af kirken. Slægtens dåbskjole var ikke med, men vi fik en smuk dag. Nu fylder drengen 2 år på søndag og fejrer den hos morforældrene i Reykjavik - de gik jo glip af dåben.
Tak for smil og venlighed gennem alle årene til alle læserne. Jeg lever fortsat med i landbrugets vilkår. Det gik i blodet, skønt jeg ikke ’æ fød` op ve`et’.
