Flisen er vidundermedicin for plantagerne

Indtægter fra flis og juletræer luner på de magre lokaliteter.

Skove og plantager er i en helt ny situation: Der er nu penge i skovbrug på selv de magre lokaliteter.

Det skyldes især to faktorer: Flisen lægger en god bund under priserne på de dårligste produkter. Og dyrkning af juletræer og klippegrønt har vist sig at være muligt i næsten hele landet.

For tre årtier siden sagde en skovpolitisk debattør de bevingede ord ”plantagerne i Jylland ligner uhøstede kornmarker i januar.” Det var ingen kompliment til os skovfolk. Han havde desværre delvis ret, men meget er ændret siden.

Vi er taget på tur i en af de gamle aktieplantager, Orten Plantage nord for Varde. Her tager formanden gennem 31 år, Henry Thomsen, imod. Han er enig i, at hvis vi var kommet for 20 år siden, så havde vi set mange gamle mistrivelige bjergfyr-bevoksninger, utyndede granbevoksninger og hullede sandveje. Samtidig var økonomien ikke god. De fleste renafdrifter kunne ikke en gang betale deres egen genplantning.

Men nu er der gået hul på den økonomiske byld. Henry Thomsen forklarer, at overskuddet i de sidste fem år har ligget på mellem 100.000 og 200.000 kr. om året. Samtidig med, at plantagen er blevet renoveret.

Ud af plantagens 300 hektar er næsten 70 hektar nyplantet. Granbevoksningerne er tyndet igennem, og hele vejsystemet har fået 15 cm kørefast belægning. Alle veje er forsynet med fine skilte med vejnavne, og der er lavet en forsamlingsplads med et lille søanlæg i plantagen. Så endelig efter mere end 100 år er det lykkedes.

Flisen som vidundermedicin

”Hvordan er det muligt,” spørger vi Henry Thomsen.

Han tilskriver det først og fremmest flisen, der er kommet til som en vidundermedicin. Selv om flis ikke i sig selv er nogen guldgrube, så løfter flisen den dårlige ende af effekterne betydeligt. Og den samlede hugst kan sættes i vejret, fordi alle træarter kan gå med i dyngen, og alle dimensioner kan bruges, så topender og sidegrene også udnyttes.

De opgraderede veje har også været vigtige. Flisen skal typisk køres om vinteren (i fyringssæsonen), og uden et stærkt vejsystem går det ikke, og man må undvære flis-indtægterne. Det bekræfter det gamle ordsprog, at ”det er dyrt at være fattig.”

Så udviklingen er vendt fra en nedadgående skrue til en opadgående. Der viser sig at være flere værdier derude, end man troede.

Julen nærmer sig

Samtidig har plantagen juleindtægter på 150.000 kr. Og det i en egn, hvor de kloge for 20 år siden sagde, at der kunne man godt glemme alt om juletræsdyrkning. Men med et omhyggeligt arealvalg og en professionel pasning går det fint med juletræer 15 km fra Vesterhavet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle