Foderprisen er jokeren, der kan vælte grisesektoren

Lav grisenotering og en høj foderpris er den frygtelige cocktail, der giver store underskud hos landets slagtegriseproducenter.

Hvad er baggrunden for den aktuelle krise?

En række forhold spiller ind. Dels er noteringen for slagtegrise faldet helt sammen og ramt det laveste niveau i 18 år. Faldet er kommet snigende, efter noteringen længe har stået stille. Men udbruddet af afrikansk svinepest i Italien har forværret markedet, der i forvejen døjer med tømmermænd efter særligt Kinas tilbageholdende importiver efter grisekød. Det har givet en forskydning af forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Dels er foderpriserne gået lodret op efter en årrække med forholdsvis lave priser, og når det sker, rammer det de producenter, der er netto-kornkøbere, særdeles hårdt.

Er der bedring på vej?

Det er en mio.-spørgsmålet. I min optik er selvforsyningsgraden af grisekød for høj i Europa, og der skal ske en forskydning af udbud og efterspørgsel, før tingene bedres. I øjeblikket er det en kendsgerning, at produktionen falder kraftigt i Tyskland. På et år taler vi om en tilbagegang på op mod ti procent. Dertil kommer politiske støtteordninger i Holland, der i de senere år har fjernet hollandske grise fra markedet. Der meldes også om færre grise i Polen, og mon ikke det også er tilfældet for andre større griseproducerende lande i Europa. I oktober 2021 var EU-slagtningerne ikke faldet, men jeg vælger at tro, at vi i løbet af 2022 kommer til at se den nødvendige udbud-efterspørgsel-forskydning, som giver højere noteringer. Kina er en usikker faktor. Måske får kineserne igen øjnene op for europæisk svinekød - især når det amerikanske grisekød er så meget dyrere, end det er tilfældet i øjeblikket.

Hvad kan gå galt?

Får Palle Jakobsen ret i, at kornpriserne stiger yderligere, er sektoren lige vidt, også selv om noteringen stiger tre kr. fra det nuværende niveau. Økonomien vil stadig ikke hænge sammen. Man kan ikke fortænke kornkøberne i at gå efter mere jord for at øge selvforsyningsgraden. Det værste vil være, hvis svinepesten spredes yderligere. Rammes Spanien, vil det potentielt slå bunden ud af markedet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle