Forhaling af miljøsager skader miljøet

Det går ud over miljøet, at kommunerne forhaler behandlingen af miljøgodkendelser af landbrug, pointerede formand for Søhøjlandets Landboforening Frede Lundgaard Madsen i sin beretning ved generalforsamlingen i sidste uge.

"Det er uden for almindelig sund fornuft at selv mindre miljøinvesteringer udløser en omfattende miljøgodkendelse. Det sker også for investeringer, som ville være til gavn for miljøet, hvis bare de kunne blive udført," sagde formanden og henviste til, at andre kommuner kan håndtere individuelle vurderinger og give lov til forbedringer.

"Men i Silkeborg Kommune bliver det blankt afvist," sagde han.

26 sager venter

Foreningen har lagt sig i selen for at få hul igennem over for Silkeborg Kommune, da det åbenbaredes, at ansøgninger ville ligge i ventebunke i et år, før der overhovedet ville blive taget fat på sagsbehandlingen. I øjeblikket ligger 26 sager i venteposition i de kommunale sagsbunker.

"Man kan ikke udsætte et dynamisk erhverv for så lemfældig og useriøs behandling. Og så er vi jo ikke en gang begyndt at tale om de sager, som kommer ind i 2008, sagde Frede Lundgaard Madsen.

I paraplyorganisationen Dansk Landbrug Midt Østjylland, som Søhøjlandet er med i, har man kontaktet miljøminister Troels Lund Poulsen, som har inviteret repræsentanter for organisationen til møde i slutningen af marts.

Frede Lundgaard efterlyste også Silkeborg Kommunes visioner for landbrugserhvervet i dens udviklingsstrategi:

"I udkastet er det tætteste på landbrug, at der er stigende pres på miljøet, og at der skal være mulighed for gårdbutikker. Det er bare ikke godt nok!" sagde Frede Lundgaard Madsen.

Alternativ afsætning

Formanden advarede landmandskolleger mod at søge afsætningskanaler, som ikke holder i det lange løb.

"Enhver ansvarlig driftsleder undersøger mulighederne og afvejer fordele og ulemper, inden der træffes beslutning. Men man må være klar til at tage risikoen for at skulle betale for at komme tilbage til sit gamle andelsselskab. Omvendt er det godt, at nogen tør udfordre vores andelsselskaber for at holde dem til ilden," mente formanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle