Formand: Ja til samarbejde, nej til rådgivnings-fusioner

Sidste uges omtale af fusionen mellem østjyske LMO og fynske Centrovice var illustreret med et kort over de to selskabers kerneområder. Et kort, der af nogle af medlemmerne i Djurslands Landboforening blev læst, som om deres rådgivningsselskab var en del af fusionen. »Men det er på ingen måder tilfældet«, pointerer Hans Gæmelke, der er formand for Djursland Landboforening og for rådgivningsselskabet af samme navn.

»Flere af mine medlemmer har ringet til mig og spurgte om, hvad vi havde gang i«, siger Hans Gæmelke, der har måttet berolige sine medlemmer med, at der ikke er fusionsplaner.

»Jeg var i første omgang irriteret over den uro, som kortet i avisen har givet, men det har også været positivt med tilkendegivelserne fra medlemmerne om, at man er godt tilfredse med, at foreningen ejer sin egen rådgivningsvirksomhed, og at man ikke ønsker fusion«.

Gerne samarbejde

»Vi er altid åbne for samarbejde, og i min optik er det også det bedste. Hvis nogle ønsker at gå sammen i store forkromede fusioner, skal de naturligvis gøre det. Men vi har et fornuftigt setup med samarbejde med vores naboforeninger, eksempelvis et samarbejde om Byggeri og Teknik i Herning, og det er det, som bestyrelsen og medlemmerne bakker op om«, siger Gæmelke.

»Det mest ærgerlige er, at rådgivningsselskaberne prøver at tage hinandens kunder. Jeg bliver jævnligt ringet op af medlemmer, der er trætte af at blive kimet ned fra andre DLBR-selskaber, som vil have dem til at flytte«, lyder det fra Hans Gæmelke.

Vi har nok at lave

I fusionen mellem Centrovice og LMO er et ja fra fynboerne et spørgsmål om rettidig omhu ud fra den betragtning, at forretningsgrundlaget i løbet af få år vil forvitre, og det vil i sidste ende betyde, at virksomheden bliver overtaget, uden at medlemmerne har den store indflydelse. Men det scenarie vækker ikke genklang hos formanden på Djursland:

»Vi har nok at lave i Djursland Landboforening, og vores kunder er godt tilfredse. Og så bor vi så tilpas kort afstand fra Aarhus, at vi heller ikke har problemer med at rekruttere arbejdskraft«, siger Hans Gæmelke.

Faktaboks

Centret i Følle:

  • Djursland Landboforening ejer rådgivningscentret i Følle med 58 ansatte.
  • Ca. 1.700 kunder får rådgivning og service inden for bl.a. regnskab, skat, driftsøkonomi, planteavl, miljø, økologi og jura.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle