Fynboerne svømmer i mælk

Fynske RDM og Jersey har højere mælkeydelse end resten af landet. Det fynske DB ligger højere end landsgennemsnittet for alle racer.

Plus, plus, plus!

Kvægrådgiver hos Centrovice Inger Marie Antonsen kunne stolt og tilfreds række armene i vejret ved årets PK-møde i den fynske landboforening: De fynske mælkeproducenter producerer mere mælk og flere penge pr. ko, end deres øvrige kolleger i Danmark.

Inden for racerne Jersey, RDM og Holstein er de fynske dækningsbidrag 700-1.500 kroner højere pr. ko end landsgennemsnittet, og ifølge Inger Marie Antonsen skyldes det især to faktorer.

"Mælkeydelsen og fodereffektiviteten er højere på Fyn, og de fynske mælkeproducenter har traditionelt set fodret med billige biprodukter. Det kan igen ses på dækningsbidragene," sagde hun.

Foderudgiften pr. kg EKM hos de fynske mælkeproducenter er 10-15 øre lavere end landsgennemsnittet.

"Nogle mælkeproducenter fodrer mere efter tradition end efter fornuft. Det er fornuftigt at anvende billige biprodukter, og højere mælkeydelse kan købes for dyrt. Men det sker ikke på Fyn," sagde Inger Marie Antonsen.

Højdespringere

Årets højdespringere i Centrovice, besætningen med det højeste dækningsbidrag, blev Anja og Henrik Kongsdal, Nyborg.

Deres 155 RDM årskøer leverede sidste år 10.509 kg EKM hver, som sammen med en god sundhed, lav dødelighed og præcis fodring gav et dækningsbidrag på 17.925 kr. pr. ko. Det var 5.369 kr. mere pr. ko end året før.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle