Græsblandinger er designet efter foderplan

Nordic Seed sender tre nye græsblandinger på markedet til foråret 2012. Indholdet er afstemt efter typiske foderrationer på kvægbedriften.

Græsblandingen eller foderplanen?

Langt de fleste mælkeproducenter afstemmer foderplanen efter kvaliteten af årets græsensilage og indholdet af næringsstoffer. Men sådan behøver det ikke være længere.

Nordic Seed sender til foråret 2012 tre nye græsblandinger på markedet gennem DLA-gruppen, som er designet efter de gængse foderplaner på en kvægbedrift. Blandingerne er udviklet i samarbejde med DLF Trifolium.

Blanding 22 uden rødkløver

Blandingerne er sammensat efter de tre typiske fordelinger af grovfoder: En foderplan med meget græs, en foderplan med 50/50 græs/majs og en foderplan med overvejende majsensilage.

"AgrowGrass 22, som passer til den græsrige foderration, har en sammensætning af græsser, som giver et højt udbytte af NDF og en høj fordøjelighed," oplyser Jacob Hansen, produkt manager hos Nordic Seed.

AgrowGrass 22 indeholder som den eneste af de tre nye blandinger ikke rødkløver, mens andelen af almindelige rajgræsser udgør 87 procent.

"Både AgrowGrass 22 og 35 er velegnede til kombineret slæt og afgræsning, mens AgrowGrass 45 er en udpræget slætblanding," siger Jacob Hansen.

Udbyttemæssigt forventer Jacob Hansen, at især AgrowGrass 35 vil give et højt udbytte i 1. slæt. Det skyldes den høje andel af hybridrajgræs.

AgrowGrass 45 indeholder 35 procent rajsvingel, som i kombination med andelen af syv procent rødkløver skal give en god strukturværdi, oplyser Jacob Hansen.

Velafprøvede sorter

"Vi ønsker at gøre det lettere for kvægbrugeren at vælge græsblanding, for de fleste har valgt deres fodringsstrategi med hensyn til fordelingen af græs- og majsensilage," siger Jacob Hansen.

Alle græssorterne er afprøvet ved landsforsøgene, men kombinationen af dem i AgrowGrass 22, 35 og 45 er ikke set før.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle