Der er 150 el-motorer på en svinebedrift

Der skal strøm, meget strøm, til at drive en svineproduktion.

Besætningen som servicechef Søren Christoffersen, KJ Klimateknik, besøger er på knap 1.200 søer med smågrise. Al foder hjemmeblandes og kornet opbevares på bedriften.

Bedriften er i løbet af de sidste 25-30 år udvidet fra under 100 søer til den nuværende størrelse. Det giver et næsten uoverskueligt antal el-motorer at holde styr på.

»Vi er oppe på 40 motorer i klimastaldene, 40 motorer i so-og poltestalde og et tilsvarende antal i foderladen. Hertil et par håndfulde til de udendørs siloer«, lyder optællingen fra Søren Christoffersen.

Han tæller sig frem til, at det samlede antal el-motorer ligger over 150 stk. på bedriften.

Det er et tal, der vil overraske de fleste, men som også understreger, at det er vigtigt at være opmærksom på, om samtlige 150 motorer kører som de skal.

Presset forsyning

Hertil kommer, at både el- og vandforsyningen er presset på mange bedrifter, fordi de oprindelige stik- og forsyningsledninger sjældent er dimensioneret til det aktuelle forbrug.

»Skal jeg give et råd, så er det at få lagt rigeligt med både vand og el ind på en ejendom, og så prøve at fastholde et overblik over, hvordan anlægget er opbygget på ejendommen«, lyder rådet fra Søren Christoffersen.

Faktaboks

El-motorer:

  • Til blandt andet ventilationsskorstene, skorstensspjæld, fodringsanlæg, male-blandeanlæg og korntransport.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle