Gymnastik førte familien sammen

Foreningslivet fylder fritiden for hele familien.

Herre godt. Det hedder det gymnastikhold, som Jesper Arnth selv går på, men gymnastik er noget for hele familien Arnth Stampe.

»Vi går alle sammen til gymnastik, og min kone og jeg træner også hold«, fortæller han.

Selv fik han smag for det på efterskolen, og evnerne rakte til elitehold og rejser til bl.a. Japan og Hawaii. Det var også gennem gymnastikken, han fandt sin kone, og en tid underviste de begge i gymnastik på efterskole.

Børnene på 1, 4 og 7 år har også fanget interessen, og når Jesper træner sammen med sønnen Carl, er resten af familien ofte med i hallen, så familien er sammen.

Interesse for kvindefodbold har de også, måske qua at Jespers søster er professionel. Det har også bragt familien rundt i verden.

»Vi havde ikke været i Fiotina eller Arsenal, hvis ikke hun havde spillet der«, siger Jesper Arnth.

En af de bedste ferier, de har holdt, var, da de fulgte søsteren på kvindelandsholdet i autocamper ved EM i Holland i 2017.

Ellers holder familien mest ferie i Danmark, når det er sommer. Ved vintertide går turen nu og da også ned i varmen, næste gang til Gran Canaria.

Drengeture

Drengeture er der også tid til nu og da. Jesper er med i et jagtkonsortium ved Holstebro, og for nylig har han været med gutterne på jagt i Polen.

At der er tid til familien, er også en del af det overordnede begreb bæredygtighed for familien, der har et mål for, hvor meget tid der skal gå til arbejde, til familie og til fritid, og hvor mange ferier de skal holde.

Familien fylder meget, og læsning bliver der ikke meget tid til, men Jesper Arnth nyder at høre podcast. Blandt favoritterne er Dronen, Bakspejlet, Genstart, Minkkommissionen og Landbrugspodcasten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle