Høje priser jager folk væk fra grisekød

Høje priser på grisekød får forbrugerne til at vælge kyllingekød. »Pas på«, advarer direktør i supermarkedskæden Rema 1000, »kunderne kommer ikke tilbage«.

Jeg forstår godt, at danske landmænd er glade for de høje priser på grisekød. Det under jeg dem virkelig. Men pas på - I er godt i gang med at jage de danske forbrugere væk, og de kommer ikke tilbage«, siger indkøbs- og marketingdirektør Anders René Jensen fra discountkæden Rema 1000.

Med snart 350 dagligvarebutikker rundt om i landet og et erklæret mål om kun at sælge fersk dansk kød med undtagelse af et sydamerikansk gourmet-oksekøds-mærke står den norskejede kæde som et tæt bindeled mellem danske landmænd og ditto forbrugere.

Det er her, Anders René Jensen sætter fingeren på den pris, forbrugeren for tiden skal betale for grisekødet. De gode priser på de slagtegrise, som landmanden leverer, smitter i sagens natur også af på de priser, som forbrugerne i de danske butikker skal betale.

De høje priser på gris i køledisken kan i sidste ende med at komme til at koste de danske landmænd dyrt, fordi forbrugerne vælger at købe noget andet.

Kommer ikke tilbage

Efter Anders René Jensens bedste vurdering kan den danske butiksomsætning ende med at falde med omkring 25 pct. af omsætningen, alene fordi kødet er for dyrt.

»Vi danskere er jo kræmmere og vil have varerne billigst muligt. Lige nu koster et halvt kilo hakket grisekød 35 kr. i vores butikker. Det er en tier mere end for et halvt år siden. Samtidig kan man få kyllingekød til 25 kr. for et halvt kilo. Hvis det fortsætter sådan i et stykke tid, har forbrugerne skiftet til kyllingekød eller plantebaseret ’kød’«, siger Anders René Jensen og tilføjer:

»Problemet for landbruget er, at forbrugerne ikke kommer tilbage, selv om priserne falder igen. Det er i forvejen ikke særlig trendy at spise grisekød, så man skal regne med, at tidsånden er imod. Når priserne så også opleves som høje i forhold til alternativerne, skifter folk uden at kigge sig tilbage«.

Ikke os, der er grådige

I Rema 1000 er man efterhånden blevet vant til, at kunderne tror, at det er butikken, der er blevet grådig og forlanger ekstra for grisekødet.

»Men vi må jo forklare folk, at det er efterspørgslen, der presser prisen op«, siger Anders René Jensen.

 

Vi følger udviklingen

I Danish Crown glæder man sig naturligvis også over, at ejerne tjener gode penge på grisene. Sådan rigtig bekymrede er man ikke for, at det i sig selv skal få kunderne til at vælge grisen fra.

»Vi følger udviklingen af salget på hjemmemarkedet meget nøje. Det er klart, at den eksplosive stigning i priserne er en udfordring«, siger pressechef Jens Hansen fra Danish Crown.

»På nuværende tidspunkt er det ikke noget, der giver anledning til, at vi griber ind. Vi nøjes med at observere udviklingen«, siger Jens Hansen.

 

Læs mere side 8

Danske fødevarer er alt for billige i forhold til kvaliteten.

Faktaboks

Prisen på grisen: 40 pct. dyrere i køledisken:

  • I discountkæden er prisen på hakket svinekød i runde tal steget fra 25 kr. til 35 kr. for et halvt kilo i løbet af det sidste halve år. Svinekød er dermed blevet 40 pct. dyrere end det nærmeste alternativ, kyllingekød, der stadig kan fås til 25 kr. for et halvt kilo.
  • De højere priser kan betyde, at 25 pct. af det danske forbrug af svinekød forsvinder og aldrig kommer tilbage.
  • I løbet af det sidste halvår er svinenoteringen steget fra omkring 11,50 kr./kg til 14 kr. En stigning på godt 20 procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle