Høst inden udgangen af oktober

I år er der store regionale forskelle i majsens udvikling. I store dele af Jylland når majsen ikke at modne af.

Et usædvanligt vådt og køligt forår betyder, at årets majshøst falder op til fem uger senere end sidste år og op til tre uger senere end i et normalt år.

Majsen har dog rettet sig i august og september. Det, der lignede en katastrofehøst i juni og juli, er afblæst på øerne og i Sydjylland. Men i store dele af det øvrige Jylland er udbyttet lavere end normalt, og især i vindblæste områder er majsen meget sølle.

Normalt er antallet af majsvarmeenheder et godt mål for majsens udvikling. I år er antallet af majsvarmeenheder 300-500 enheder lavere end sidste år og 0-300 lavere end normalt. Men kombinationen af vind samt vådt og køligt vejr i foråret har været meget hård ved majsen i visse områder.

Visne blade koster ædelyst

»Udbyttet i majs falder som regel fra midten af oktober. Men tørstofprocenten fortsætter med at stige med cirka to procentpoint om ugen i hele oktober. Derfor kan det specielt i Midt-, Vest- og Nordjylland være en fordel at udskyde majshøsten til sidst i oktober. Det er nemlig i disse områder, majsen er længst bagud i forhold til normalt,« fortæller landskonsulent Martin Mikkelsen fra Seges.

Han tilføjer, at tørstofprocenten fortsat vil stige, og sukker i stænglen fortsat vil omlejres til stivelse i kernerne, selvom bladene svides af frost. Men - at majs med visne blade bør høstes, inden der kommer større mængder regn. Der er nemlig erfaring for, at ædelysten er mindre, hvis majsbladene er visne ved høst, end hvis bladene er gørnne ved høst.

Hvis indholdet af tørstof er under 27 - 28 procent i slutningen af oktober, bør majsen ifølge Martin Mikkelsen samensileres med saftsugende emner for at undgå saftafløb.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle