Han byggede sin traktor fra bunden

Michael Sørensen fra Rødding er landbrugssmed og har bygget en traktor uden at have andet end motoren at starte med.

En trecylindret Daihatsu-motor med turbo var udgangspunktet, da den nu 18-årige Michael Sørensen startede byggeriet af sin traktor.

Udenom den blev alt tilpasset. Resultatet er en lille traktor med både front- og baglift, masser af olieudtag og hydraulisk fremdrift samt servostyring.

»Jeg lavede det bare for sjov,« fortæller Michael, der dog ikke har det fra fremmede. For et par år siden byggede hans storebror en mini-læsser - også dén helt fra bunden.

Teknik under sædet

»Jeg havde ikke en tegning at gå frem efter - ud over den tegning, jeg havde inde i hovedet,« fortæller Michael, der har placeret en masse teknik under sædet. Her ligger den store hydrauliktank på 45 liter, dieseltanken og ventilblokkene til de små olieudtag.

Den bageste lift er elektronisk styret og forsynet med overtryksventil, så den ikke sprænger en olieslange, hvis den ved en fejl skulle blive aktiveret.

Ikke en bestemt traktor

Karosseriet har Michael også bygget. Ikke for at det skulle ligne en bestemt stor traktor. Og så alligevel: For der er en masse Case over hans traktor.

»Mange vil købe traktoren. Men den er ikke til salg,« smiler Michael Sørensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle