Heden & Fjorden fik plus på fem mio.

Rådgivningsselskabet i Midt- og Vestjylland barberede fire mio. kr. i omkostninger.

De fire familie- og landboforeninger bag Heden & Fjorden kan konstatere, at deres rådgivningsselskab fik overskud på 5,3 mio. kr. i 2011.

Det sker efter et år, hvor omkostningerne blev sænket med mere end fire mio. kr., og prisen for en regnskabsgennemgang hos medlemmerne blev sænket et nøk med 1,9 procent.

"Det har meget høj prioritet for os, at Heden & Fjorden skal være konkurrencedygtige, når vi sammenligner os med andre revisionsfirmaer og landbrugscentre. Og det er helt klart lykkedes, samtidig med at vi bevarer en kvalitet, der er i top," siger Brian Hedegård, formand for Heden & Fjordens Regnskabsudvalg.

Andre erhverv luner

Heden & Fjorden ejes af Hedens Landboforening, Holstebro-Struer Landboforening, Ikast-Bording Landboforening og Familielandbruget Vestjylland. Rådgivningsselskabet har 192 ansatte i Landbrugscentret i Birk i Nupark ved Holstebro.

Rådgivningsselskabet ernærer sig primært ved landbrugsfaglig rådgivning. I de senere år har selskabet i stigende omfang dog også fået kunder fra andre erhverv, der kan bruge selskabets rådgivning til bl.a. skattesager, regnskaber, driftsøkonomi, miljøret og ansættelsesret.

"Vi er en nonprofit-virksomhed, som ikke har til formål at generere overskud til vore ejere. Overskuddet bruges til at udvikle vores rådgivning og service til gavn for alle kunder og til at holde priserne på vore ydelser på et fornuftigt niveau," siger adm. direktør Johannes Elbæk.

JJ

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle