Jeg tror, jeg bliver hjemme

Af Marianne Jørgensen, Salling

Restriktionerne lempes. Vi må gerne gå på restauranter, vi må gerne komme på museum. Vi må gerne gå på værtshuse eller på caféer. Og i zoologiske haver. Og i forlystelsesparker. Vi må også blive hjemme. Det gør jeg så. Jeg bliver hjemme. Og jeg synes efterhånden, efter snart 12 uger i restriktions-Danmark, at det er en befrielse ikke at skulle noget. Ikke at skulle til et væld af fester, gilder og andre sociale gøremål, men at kunne disponere frit og gøre lige det, man har mest lyst til, eller gøre ingenting, fordi det er socialt acceptabelt ikke længere at stimle sammen og udrette.

Misforstå mig ikke – jeg er en hund efter godt selskab, jeg E L S K E R fest og ballade, men jeg er også sådan en, som kan nyde at være »stille«, og nyde, at der faktisk ikke er noget på programmet, i kalenderen, og at det, som man kan komme til, er noget, man nødigt vil undvære. F.eks. hue-fejringen af studenten i Ribe, afmålt cermoni og kun de nærmeste. I starten syntes jeg, det var lidt svært og sært, nu kan jeg helt nyde, at vi ikke skal dit og dat. Og jeg kan glæde mig til min 36 års jubilæumskomsammen med mine gamle gymnasiekammerater i Ribe i stedet for det traditionelle 35-års. Som en af mine gamle klassekammerater skrev: Det er alligevel noget særligt at fejre sit 36. jubilæum! Det er der ikke mange, der får lejlighed til! Hahaha.

Det frigør en dejlig masse tid – det har frigjort en dejlig masse tid! Tiden... har jeg brugt på at skrive. Ikke om corona og alle de anderledes og mærkværdige rutiner, der har skullet tillæres, ikke om håndafspritninger og skrækken for at blive syg. Men min historiske roman, tre’eren, er simpelthen blevet så godt som færdig i den tid, der er gået, siden Danmark lukkede ned. Jeg har jo ikke skullet andet. Alt, hvad der stod i min kalender blev aflyst. Alt!

Og nu kroner jeg det med et ophold på Hald Hovedgård! Dén uge, der blev udsat pga. restriktionerne, blev flyttet frem, og nu sender det mig i skriveeksil i næste uge. Føj, hvor jeg glæder mig!! Til at få ro. Til at få endnu mere ro! Få nørdet færdig. Pillet ved fejl og lus i skindpelsen.

Og når jeg kommer hjem, har det regnet mindst 30 millimeter med grøderegn på Bondemandens marker, og vi kan begynde at overveje, om vi skal rejse en tur til Island eller Norge eller Tyskland på sommerferie – eller om vi bare skal blive herhjemme.

Jeg tror, jeg bliver hjemme.

Jeg elsker hjemme.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle