JF samler produktion af fuldfoderblandere

Stigende efterspørgsel efter fuldfoderblandere får nu Kongskilde til at samle produktionen på én adresse i Sønderborg. Det gør produktionen mere enkel.

Ude i forhallen på Kongskildes fabrik i Sønderborg holder en traktor med anhænger.

Traktoren er forbindelsesleddet mellem Kongskildes to fabrikker i byen. Men snart skal det være slut med den evindelige transport fra den ene til den anden fabrik.

I øjeblikket arbejdes der på højtryk for at samle produktionen på én adresse på Augustenborg Landevej, hvor der også produceres græsmaskiner.

»Vi har oplevet stigende efterspørgsel efter fuldfoderblandere, og antallet af solgte enheder er steget markant de seneste to år,« fortæller produktchef Jesper Christensen.

Han forklarer blandt andet udviklingen med de omfattende muligheder, der er for at skræddersy en vogn til den enkelte landmand. I øjeblikket er der 78 modeller at vælge mellem, to mere er på vej, og samtlige modeller kan forsynes med udstyr og ekstraudstyr monteret de steder, hvor landmanden har brug for det.

»Det stiller store krav til produktionen,« forklarer Jesper O. Christensen.

Samlingen af produktionen gør hverdagen lettere i en virksomhed, hvor landmanden får sin skræddersyede fuldfoderblander otte uger efter, at den er bestilt.

Eksporterer 90 procent

Selvom Danmark stadig er et stort og vigtigt marked for JF fuldfoderblanderne, eksporteres 90 procent af de producerede enheder.

Ud over Danmark er de vigtigste markeder Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Polen, der er et stærkt voksende marked.

Alligevel skal produktionen forblive i Sønderborg, der ligger centralt placeret i forhold til aftagerlandene.

Sendes også langt væk

Men det er ikke kun kunder på de nære markeder, der efterspørger fuldfoderblandere fra JF.

Blandt andet har newzealandske mælkeproducenter efterspurgt de danske vogne. Fabrikken har derfor udviklet en særlig teknik, der betyder, at vognene kan pakkes i containere, inden de sendes så langt væk. Den endelige samling sker hos importøren.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle