Køer har brug for mere plads for at undgå varmestress

Sørg for god plads og kort ventetid før malkning, hvis du vil undgå, at dine køer får varmestress.

Masser af plads, luft og endda måske oversprinkling med vand er blandt de vigtigste tiltag, som kan være med til at bekæmpe varmestress hos køer.

Det skriver kvægrådgiver Anna-Sofie Kjærsgaard på Vestjysk Landboforenings hjemmeside.

Det er særligt, når køer presses sammen på et begrænset areal, at varmestress bryder ud.

Derfor gælder det om at genne køerne til malkning i flere små hold, så køerne ikke står tæt og ej heller for lang tid foran malkestalden.

21 grader udløser varmestress

Køer begynder allerede at få symptomer på varmestress, når temperaturen når over 21 grader.

Allerede ved de 21 graders varme bør man begynde at blæse kold luft over køerne på opsamlingspladsen, ved foderbordet og over rækkerne med sengebåse. Også goldkøerne har brug for ekstra luft.

Blæserne bør standses, når temperaturen når ned på 19 grader.

Når temperaturen er over 26 grader om dagen og ikke når under 20 grader om natten, er det en god ide at sprinkle koldt vand ud over køerne i et minut efterfulgt af fem minutters ventilation fra blæsere.

Åben alle porte og gardiner

På de varme dage bør alle porte, gardiner og vinduer være åbne, og der bør ikke stå genstande foran stalden, som kan blokere for friskt luft.

Anna-Sofie Kjærsgaard anbefaler også, at man fodrer både tidlig morgen og aften.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle