Kjargaard Byg satser på totalentrepriser

Kjargaard Byg skiftede strategisk spor i 2012 og satser nu udelukkende på landbrugsbyggeri og helst i totalentrepriser for at optimere byggeprocessen mest muligt.

Mange års erfaringer med at opføre og vedligeholde egne kvæg- og svinestalde var en af årsagerne til, at kvæg- og svineproducenten Niels Willumsen fra Ikast-egnen sprang ud som entreprenør i 2007. Men også to sønners indtog på gården nord for Ikast spillede ind på Niels, der var i starten af 60’erne, da visitkortet fik tilføjet entreprenør.

»Jeg havde to voksne sønner, der kom hjem og skulle have ansvar på vores gård, så jeg blev sådan set til overs, men jeg havde ikke lyst til at bare at have et pedeljob på gården,« forklarer han.

Tankerne om en entreprenør-virksomhed havde han drøftet gennem flere år med familien, og da sønnernes tilbagekomst på den store Kjargaarden med 33.000 slagtesvin, 3.700 fedekalve og 1.400 hektar gav mere frihed, tog han springet med nye udfordringer.

Start med to mand

Ambitionenerne var ikke store i starten.

»Vi ville bare være en lille entreprenør med to mand og så udvikle os stille og roligt,« forklarer Niels Willumsen.

Firmaet blev etableret midt under et vældigt byggeboom i landbruget, som siden blev afløst af et markant fald i staldbyggeri.

Til trods for de svingende konjunkturer lykkedes det Kjargaard Byg at udvikle sig i positiv retning.

En investering i Nyborg Huse åbnede for nye muligheder, fordi mange kendte til Nyborg Huses V-stald, der er et af de ældste staldkoncepter i Danmark.

»Vi tabte penge på konkursen i Nyborg Huse, men vi fik købt V-staldkonceptet inden konkursen, og den var med til, at vi kom ind på det norske marked, hvor vi siden har fået stor succes,« forklarer Niels Willumsen.

Blandt andet de norske staldbyggerier bidrog til, at Kjargaard Byg var gået så meget frem, at firmaet i 2012 fik Børsens gazellepris. En bedrift der i øvrigt blev gentaget i 2013 og 2014.

I 2012 valgte firmaet en ny og mere fokuseret strategi.

»De første par år byggede vi alt muligt. Blandt andet et privathospital i Brøndby, parcelhuse og landbrugsbyggeri, men i januar 2012 blev vi enige om at holde os til landbrugsbyggerierne, fordi det er dem, vi er bedst til at bygge,« forklarer Niels Willumsen.

Satser på totalentrpriser

Strategiændringen førte også til, at man fremover satser på totalentrepriser, fordi det giver en bedre oplevelse for alle parter.

»Vi har erfaring for, at en totalentreprise sikrer en optimal byggeproces og den bedste oplevelse for landmanden, fordi han kun har et firma, han skal være i dialog med. Derved slipper han for byggemøder med otte forskellige leverandører, som har hver sin mening,« siger Henrik Villumsen, der er nyansat salgschef i Kjargaard Byg.

Lave faste omkostninger

I dag er medarbejderstaben vokset til omkring 30 fastansatte. Dertil kommer de underentreprenører, der anvendes ved større byggerier.

Niels Willumsen er ikke i tvivl om, hvorfor det er lykkedes ham at vokse, mens byggebranchen har været hårdt ramt af krisen i landbruget.

»Jeg er selv landmand, og det tror jeg har en stor betydning, når man er ude at tale med kunderne. Vi taler samme sprog, og jeg bruger gerne de første fem minutter på at snakke om landbrugspolitik og udfordringer med banken,« fortæller han.

Niels Willumsen slår samtidig fast, at firmaets fremgang også skyldes lave faste omkostninger, der gør Ikast-firmaet i stand til at konkurrere mod konkurrenterne på prisen.

»Vi har ikke dyre kontorer i et industriområde men deler kontorer, værksteder og lagerhaller med vores landbrug,« siger han.

Stille og rolig vækst

Trods sine nu 69 år tæller fremtiden mange år endnu som entreprenør for Niels Willumsen, men væksten skal udvikles stille og roligt.

»Vi vil have en kontrolleret vækst. Vi skal ikke ud i noget vildt. Betingelsen er, at vi tjener lidt penge hvert år,« siger han.

Faktaboks

Kjargaard Byg

  • Satser på kontrolleret vækst og har senest ansat Henrik Villumsen som ny salgschef.
  • Henrik Villumsen kommer fra Skibbild Entreprise og har 14 års erfaring med staldbyggeri.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle