Kolmos kobler corona med svin

I debatindlæg i Politiken kobler professor i mikrobiologi Hans Jørn Kolmos udbrud af corona på minkfarme i Hjørring med svin. Svin kan dog ikke få corona, viser forskning ifølge Fødevareministeriet.

Hvorfor kobler du corona i mink og svin?

»Det handler om, at jeg gerne vil diskutere smittevejene, så vi er sikre på, at alle smitteveje og smittekilder bliver udredt. I Hjørring har vi set mink blive smittet, men hvor kommer den smitte fra? Det er mit motiv at belyse og klarlægge dette, og jeg vil ikke gå ind i en yderligere diskussion af mine motiver eller min person«.

Men mink kunne vel være blevet smittet af mennesker eller andre ting. Hvorfor falder din mistanke lige på svin?

»Det er ikke en mistanke, det er en hypotese. Det kunne godt være andre ting. Jeg arbejder på at bekæmpe den her virus, og derfor er det også relevant at undersøge alle spor, som leder over til dyr. Covid-19 er en zoo-nose, som også meget vel kan inddrage produktionsdyr. Det bør undersøges, om smitten kan komme fra svineaffald, for internationale undersøgelser kunne pege i den retning«.

Københavns Universitet og Statens Serum Institut afviser din hypotese i et svar fra Fødevareministeriet. Hvad siger du til det?

»Vi har fået en slags svar, men det forklarer ikke, hvordan minkene har fået smitten. Jeg sår ikke tvivl om de undersøgelser. Jeg siger bare, at det er to små undersøgelser, der ikke belyser problemet fuldt ud. Myndighederne har en klar opgave om at undersøge det her, men det vil man så ikke«.

Men man har jo netop undersøgt det?

»Vil du stole på et laboratorieforsøg på nogle ganske få grise? Det er ikke sådan, at forskningen bare stopper der. Sådan fungerer videnskaben ikke. Der findes flere andre undersøgelser derude, som peger på det her. Det er min vurdering, at det her skal belyses, og den har jeg ret til at have«.

Fødevarestyrelsen har testet 125 minkfarme, som ikke har corona, og de er jo med al sandsynlighed også fodret med svineaffald?

»Den undersøgelse blev foretaget, efter jeg havde skrevet mit indlæg, men det er rigtig godt, at man har undersøgt det. Jeg siger bare, at vi har set MRSA springe fra svin til mink, fordi der var MRSA i svineaffald, som man bruger som foder. Så vi har en observation med corona i mink, som er underlig, og et mønster, vi har set tidligere«.

Men ulig MRSA er svin jo resistente over for corona?

»Det er en konklusion, som hviler på nogle ganske få laboratorieforsøg. Jeg skriver ikke, at svin er bærere. Jeg skriver udelukkende, at det skal undersøges ude i produktionen, og om virus også kan findes i slagteriaffald fra svin«. fha

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle