Kombiracen har bidt sig fast

Kødkvægracen Simmental har vundet stor udbredelse siden indførelsen til Danmark i 70’erne.

Oprindeligt stammer de hvidhovede kødkvægdyr med anlæg for høj vækst fra dalen Simme i Schweiz. Her blev racen fremavlet som en kombinationsrace med tre formål: Mælk, kød og trækkraft.

I Danmark er racen især blevet kendt på grund af køernes høje mælkeydelse og dyrenes evne til at vokse. Adskillige tyre har under individafprøvningen på Aalestrup Avlsstation rundet 2.500 gram tilvækst om dagen.

Dansk Simmental blev grundlagt i 1975 og fejrer i år sit 40 års jubilæum på Landsskuet, hvor 96 Simmentalere er tilmeldt, hvilket er 35 flere end i 2014. I alt er der tilmeldt 525 stk. kødkvæg.

Jubilæet markeres blandt andet med en eliteauktion med seks tilmeldte katalognumre, og interesserede kan overvære og byde på auktionen torsdag eftermiddag kl. 17 i Hal Q. Torsdag aften fejres jubilæet med fest for foreningens medlemmer og udenlandske gæster.

Til frodige og golde egne

Simmentalerne har bredt sig over stort set hele verden fra udgangspunktet i Schweiz. Det skønnes, at der samlet set findes cirka 50 millioner dyr på verdensplan.

I nogle lande anvendes Simmentalerne stadig som kombinationsrace med de tre grundlæggende egenskaber. Det gælder blandt andet for de cirka 12 millioner Simmentalere, som findes i Kina.

I Østrig er Simmental den dominerende race, men her er det primært med mælkeproduktion for øje, at racen er udbredt. En mælkeydelse over ti ton pr. ko på årsbasis er ikke usædvanligt i Østrig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle