Kritik af særligt dansk krav: »Tåbeligt!«

Et særligt skrapt dansk krav kan betyde et proteinloft.

Lige siden Danmark i 2012 over for EU forpligtede sig til at reducere ammoniakudledningen med 24 pct., har landbruget kritiseret kravet.

Mens Danmark lovede en reduktion på 24 pct., bød f.eks. Tyskland ind med en reduktion på bare fem pct.

I gennemsnit forpligtede EU-landene sig til en reduktion på seks pct., hvor Danmark altså var klar topscorer.

Det er den forpligtelse, der kan komme til at betyde et loft over proteinindholdet i kvæg- og slagtesvinefoder.

»Det er fuldstændig tåbeligt at lægge sig så langt fra de andre. Havde vi sat de samme mål som Tyskland, var vi for længst i mål«, siger Kjartan Poulsen, formand i Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter, og fortsætter:

»Jeg har ikke noget imod, at vi er et foregangsland på området, for det var i forvejen, og vi vil gerne arbejde videre ad dén vej. Vi har bare sat et katastrofalt mål for os selv«.

Regulering på vej

I 2017 lå udledningen af ammoniak på lidt over 72.000 ton.

Det er 13 pct. mindre end i 2005, og dermed ser det svært ud med at nå det omdiskuterede mål på 24 pct.

Til efteråret skal et udvalg præsentere en række anbefalinger med konkrete forslag til, hvordan ammoniakreduktionen kan nås. Christian Lund, kvægformand i Landbrug & Fødevarer, er bekymret:

»Ja, jeg er klart bekymret. Vi har før set, at det ikke er fagligheden, der vinder, når regeringen laver regulering. Dermed ikke sagt, at vi ikke er klar til at rykke i dansk kvægbrug. Vi forsøger hele tiden at gøre det bedre«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle