Kurven knækker: Valeur ser flere svin i horisonten

Efter mere end et årti med faldende slagtemængder forventer Jais Valeur nu, at det vender. Smågrisene er dog fortsat i særdeles høj kurs i Tyskland, og samtidig er knivene hvæsset som aldrig før i kampen om svinene herhjemme.

Hvert år har bestyrelsen i Danish Crown grublet over en af de helt store problemstillinger i den danske slagtekoncern: Antallet af slagtninger falder.

I mere end 10 år har det været den altovervejende udfordring, men efter et år ved rorpinden har Jais Valeur nu proklameret, at kurven er knækket, og at slagterikoncernen forventer at skulle slagte godt en million flere svin i 2017 end året forinden.

Efterfølgende har slagtebossen måttet ansætte i stor stil for at få knivene til at følge med. Og det er glædeligt med positiv omtale for en koncern, der i de forgangne år mestendels har været i mediernes søgelys, når der skulle forsvares, hvorfor arbejdspladserne i stigende grad flyttede ud af landet sammen med smågrisene.

Og flyttet ud af landet - det har smågrisene i særdeleshed. Danish Crown har efterhånden måttet se sit råvaregrundlag forsvinde i konvojer mod det tyske marked. I løbet af det forgangne år steg den velkendte Nord-West-notering intet mindre end ni måneder i streg og endte på et rekordniveau på 63 euro for en 25 kg-gris, og det fik ikke overraskende en del af de danske svineproducenter til at skippe opfedningen i Danmark.

Kampen om svinene spidser til

En af de altovervejende årsager til, at Jais Valeur og co. nu kan glæde sig over at få flere slagteklare kroppe i de nedkølede haller, er, at koncernen i maj fik fingre i en kontrakt med B2Bs Bonusgrisen fra konkurrenten Tican. Det var en manøvre, der med et enkelt slag løftede slagtningerne med 600.000 om året og ledte 60 nye svineproducenter ind i folden.

Kontrakten var det i denne omgang sidste kapitel i den efterhånden tilspidsede kamp med Tican om danske slagtninger, en kamp, hvor knivene i den grad blev hvæsset med såkaldte vækstpakker - et økonomisk skulderklap for flere slagtekilo - fra først Tican og efterfølgende Danish Crown.

Hvordan Danish Crown fortsat vil få slagtemængderne til at stige, er endnu uvist. Men sikkert er det, at noget skal gøres, for Clemens Tönnies, der står solidt bag Tican med sin gigantiske milliardkoncern, har flere gange vist sig mere end villig til at tabe store summer i en årrække for at sætte sig på et givent marked.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle