Kvaliteten af skind løftet over en kam

Selv de dårligste af de udstillede skind har topkvalitet.

Kvaliteten af skindene på Kopenhagen Furs årlige skindudstilling i Herning har fået endnu et nyk opad. Men det bemærkelsesværdige er, at det er de skind, der ikke opnåede ærespræmier, hvor niveauet virkelig er hævet.

”Hvis man kun kigger på de skind, der har fået ærespræmier, så er det svært at se en forbedring. For de er gode, og det var de også sidste år og forrige år. Men hvis man kigger på alle de skind, der ligger lige under ærespræmierne og helt ned mod bunden af udstillingsskindene, så kan man se, at de er blevet bedre.”

”Bunden er simpelthen blevet højere. Vores bredde er fantastisk, for selv de dårligste bundter er faktisk de såkaldte Platinum-skind,” fortæller Bjarne Rasmussen, kvalitetschef, Kopenhagen Fur, om de skind, der var udstillet på Skindudstillingen i Herning forleden.

At det er Platinum-skind betyder, at de kommer i topbundterne, når de bliver solgt på Kopenhagen Furs auktioner i Glostrup. Så selv den udstiller, der ligger sidst i en type, har skind i kategorien Platinum, når han sælger dem, hvilket vil sige, at han ligger i top.

”Så jeg vil virkelig gerne rose alle dem, der ikke får ærespræmier. Det er dem, der er årsag til, at vi har den top, vi har. For de presser så hårdt nedefra, fordi de er så gode, at de bedste bliver nødt til at blive endnu bedre. Vi er godt stillet. Jeg er rigtig glad for det, jeg har set på Skindudstillingen i år. Der er mange fantastiske bundter imellem. Det er verdens bedste skind, der ligger her. Så kan man godt tage til USA og finde nogle enkelte bundter i Black, som er helt fantastiske, men det, man ser her, er altså verdensklasse. Simpelthen,” slår Bjarne Rasmussen fast.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle