Landbruget kaster topadvokat ind i vandplansag

Håkun Djurhuus og Hans Sønderby skal kæmpe for landbruget i samme retssal til maj.

Tirsdag gik brevet fra Landbrug & Fødevarers topadvokat, Håkun Djurhuus, af sted til Vestre Landsret om, at organisationen bakker op om Bæredygtigt Landbrugs retssag mod vandplanerne som biintervenient. Det vil sige at man støtter op om sagen.

»Vi går ind og sender et signal om, at det er et samlet landbrug, der støtter op om sagen, og vi bidrager med vores argumenter«, siger Håkun Djurhuus, der kommer til at optræde i samme retssal som Hans Sønderby, der fører sagen for BL.

Som biintervenient får Håkun Djurhuus adgang til at lave et skriftligt indlæg og for et procedureindlæg.

Det er især spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal forelægges for EU-domstolen, som L&F støtter op om. Det er noget, man kan bede om, men Landsretten skal godkende det. Det spørgsmål skal der forhandles om over to dage i maj, og det er her, de to advokater optræder i retten med hver deres indlæg.

L&F og BL er enige om, at vandplanerne vil ramme danske landmænd meget hårdt. De er også enige om, at der ikke er lavet tilstrækkelige konsekvensanalyser, sådan som vandrammedirektivet foreskriver, at man skal.

I ugerne omkring BLs generalforsamling for fire uger siden appellerede BL kraftigt til L&F om at biinterveniere i retssagen for at vise, at et samlet landbrug står bag. Det lovede L&F at gøre efter en drøftelse i primærbestyrelsen, og nu er anmodningen så sendt af advokaten til retten.

Faktaboks

Bi-intervenient

  • En biintervenient er en person eller virksomhed, der støtter en part i en retssag uden selv at nedlægge påstand og betale retsafgift.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle