Landmænd reducerede kvælstof over kaffen

Et kaffemøde blev til tre planlagte minivådområder i nyt projekt, landboforening står bag.

Gør kvælstof- og fosforreduktion til et fælles projekt for naboer og landmænd i samme opland.

Det er tilgangen i et nyt projekt, Vejle-Fredericia Landboforening, velas og Seges satte i gang sidste forår.

Den lokale planteavlsrådgiver inviterede lodsejerne til et kaffemøde, og da det var ovre, lå der tre konkrete placeringer for minivådområder på bordet.

»På forhånd anede jeg intet om minivådområder, men der er ingen tvivl om, at jeg på dagen fik øjnene op for, at der var gode muligheder på min jord«, siger planteavler og fjerkræproducent Henrik Christensen, Jelling, der efter mødet lavede to ansøgninger og på sigt vil lave en mere.

Giver holdånd

Ved mødet deltog både fagfolk fra landboforeningen, Seges og Oplandskonsulenterne, som præsenterede et kort over oplandet med dræn og vandløb.

Herefter var det en fælles opgave for de indbudte landmænd at få placeret minivådområder og andre eventuelle kvælstoftiltag.

»Det var en hyggelig dag med kollegerne, og når man så er samlet, opstår der jo lidt holdånd«, siger Henrik Christensen, der beskriver mødet som meget effektivt:

»Det tager tid for konsulenterne at tale med hver enkelt landmænd, men her var vi jo samlet. Samtidig kunne vi med det samme på svar på vores spørgsmål hos de fagpersoner, der var med«.

Problem går ikke væk

For formand Nis Hjort handlede mødet både om at få forklaret vigtigheden i at handle på den dagsorden, der fylder så meget politisk, og at få gjort de kollektive virkemidler til noget, der rent faktisk er kollektivt.

»Vi prøver at tegne et billede af den politiske situation, hvor der er et ønske om, at vi tager ansvar for kvælstofudledningen fra vores dyrkede arealer. Det går ikke væk, og vi er nødt til at forholde os til det«, siger han og fortsætter:

»Når man så sidder sammen, opstår der en kollektiv bevidsthed om, at de her tiltag ikke kun hjælper mig selv, men hele oplandet«.

Nis Hjort glæder sig over, at projektets første runde gav så fint et udbytte med flere konkrete ansøgninger.

»Det viser bare, at landmænd er entreprenante folk, der hurtigt kan få slået nogle streger, hvis opgavens rammer bliver sat rigtigt«.

Intelligent planlægning

Bag projektet står bl.a. Maria Pilgaard, miljøpolitisk rådgiver hos velas, som nu vil forsøge at gentage succesen i andre landboforeninger, hvor hun efter første omgang er blevet klogere på fordele og ulemper:

»Vigtigst af alt får vi flere landmænd med, fordi det pludselig giver mening for dem, og så får vi lavet en intelligent planlægning for placering af drænvirkemidlerne, så de får bedst effekt på vandmiljøet«, siger hun og fortsætter:

»Omvendt har vi lært, at vi skal have kommunen med tidligt, så de selv er med til at pege på mulige placeringer. De har også et ansvar her, ingen ønsker at bruge ressourcer på projekter, der efterfølgende skydes ned af kommunen. Med det her projekt arbejder vi sammen på tværs af lodsejere, landboforeninger og myndigheder, så det giver mening for alle parter. Men det koster noget, og vi har ikke råd til at gøre det overalt. I det store hele vil vi spare tid og komme hurtigere og bedre i mål med at reducere kvælstof til vandmiljøet, så det giver mening, ikke mindst for vores landmænd«.

Faktaboks

Minivådområder:

  • Bag nyt projekt om at lave flere minivådområder står Vejle-Fredercia Landboforening og velas i samarbejde med Seges og Oplandskonsulenterne.
  • Projektet har kørt én gang og skal nu udbredes til flere landboforeninger.
  • Et minivådområde kan reducere kvælstofudledningen fra drænvand, inden det kommer ud i vandmiljøet. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle