Landmænd skal finde kærligheden

FarmerDating og TV2 går sammen om et nyt datingprogram med landmænd i hovedrollen. I første omgang skal 10 singler fra landet, mænd eller kvinder, findes.

DR1 har lige nu stor succes med programmet »De unge landmænd«, hvor hvert afsnit trækker op imod 700.000 seere. Datingprogrammer med landmænd i hovedrollen slår seertal for X-factor i både Norge og Sverige. Med andre ord er landmænd på skærmen populært tv. Nu griber TV2 og datingsitet FarmerDating den bold.

»Vi har før set programmer om landmænd og kærlighed på mindre kanaler i Danmark. Jeg synes, det er spændende, at vi nu kan få bredt det endnu mere ud og fortalt til mange flere,« siger direktør for FarmerDating ApS Ivan Baadsgaard. Det er produktionsselskabet Blue, der skal lave programmet for TV2. Det var også Blue, der i første omgang kontaktede Ivan Baadsgaard. Programmet har endnu ikke nogen titel.

Kærlighed sælger

»Vi vil gerne udbrede budskabet om, at der ikke er så mange selvstændige landmænd tilbage, men der er mange, der er driftsledere,« siger Ivan Baadsgaard. For ham er det afgørende, at den gode historie kommer frem. »Det er virkeligheden, ærligt, og så handler det om kærlighed. Vi kan fortælle, at landmænd er virksomhedsledere som mange andre, de er bare bundet til der, hvor de er, hvilket kan skabe udfordringer for deres kærlighedsliv. Det er ærligt og vedkommende,« siger Ivan Baadsgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle