Landmænd skal finde mindst 1.000 minivådområder

15-20 oplandskonsulenter skal hjælpe landmænd med at finde tilstrækkeligt med målrettede kvælstof-virkemidler.

Det bliver en kæmpe udfordring, men det kan godt lade sig gøre.

Sådan lyder den foreløbige vurdering fra Irene Wiborg, afdelingsleder hos Seges, når det gælder om at finde målrettede nok virkemidler, der kan mindske udledningen af kvælstof til fjorde og kystvand, sådan som det kræves i Landbrugspakken.

»Vi har været inde og lave visualiseringsrapporter. Den nyeste er fra Odense Fjord, og det ser ud til, at vi godt kan finde minivådområderne,« siger hun.

Landbrugets opgave

Ifølge Landbrugspakken skal minivådområder fjerne 900 ton kvælstof årligt, og det svarer til mindst 1.000 minivådområder med et opland på hver 100 hektar.

Det nye er, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) nu sætter en landsdækkende konsulentordning i gang. 15-20 oplandskonsulenter, som de kaldes, skal hjælpe landmændene med at finde ud af, hvor der kan etableres minivådområder (og andre virkemidler) og få sat projekterne i søen.

»Det er nu, landmændene skal vise, at de kan løfte miljøopgaven af egen drift. Men vi vil gerne være med til at hjælpe dem i det arbejde. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi kan sætte denne konsulentordning i gang,« siger Esben Lunde Larsen.

Seges glæder sig også over ordningen.

»Oplandskonsulenterne gør det markant mere realistisk, at vi kan nå målene for den kollektive indsats i Landbrugspakken. Det sker ikke af sig selv,« påpeger Irene Wiborg.

Afprøvet i det små

I et par vandoplande har der kørt små pilotprojekter med konsulenter, der har søgt placeringer for målrettede virkemidler. En af dem er Anders Lehnhardt, miljøkonsulent fra Landbo-Limfjord.

»Det er nemt at få landmændene i tale, men vi skal ud og fortælle om det. Folk ringer ikke af sig selv,« siger han.

Det at få landmændene i tale er heller ikke ensbetydende med, at projekterne bliver til noget, - slet ikke på nuværende tidspunkt, for ingen kender endnu de vilkår, der kommer til at gælde for minivådområder.

»De ville jo være rare at kende, når vi skal have landmændene med,« siger han.

Anders Lehnhardt savner også flere virkemidler, for eksempel intelligente randzoner.

Noget værre lurer

Irene Wiborg glæder sig over, at landmændene tilsyneladende tager godt imod oplandskonsulenterne.

»Vi er dybt imponerede over, at oplandskonsulenterne får fat i så mange,« siger hun.

Hun tager det som tegn på, at landmændene har set muligheden for at lave minivådområder.

»Jeg tror, det er godt, at det er en fra landboforeningen, der vil drøfte potentielle muligheder, og ikke en fra kommunen, der allerede har sat streger på kortet, før de kommer,« siger hun.

Samtidig peger hun på, at der skal leveres en reduktion på den ene eller anden måde og at landmænd godt ved, at det hænger sammen med retten til fuld gødskning.

»Hvad er alternativet? Minivådområderne er med fuld kompensation, og ligger som regel uden for markerne. Hvis vi ikke finder arealerne, sker der nemt noget værre,« siger hun.

På landsplan skal den årlige kvælstofudledning reduceres med 6.900 ton. Kravene er vidt forskellige fra vandopland til vandopland og veksler fra ingenting til rigtig meget. 900 ton skal klares med minivådområder, 1.250 med vådområder og 150 ton med skovrejsning. Dertil kommer målrettet regulering, MFO-afgrøder med mere.

Faktaboks

Gratis rådgivning

  • Når oplandskonsulenterne er på plads kan du ringe gratis til dit rådgivningscenter og høre om dine muligheder
  • Der er 100 procent kompensation 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle