L&F kalder til dyst om generalforsamlinger

Hvilke foreninger kan lokke flest medlemmer til generalforsamling? Landbrug & Fødevarer udskriver konkurrence.

Hvem kan lokke flest medlemmer med til generalforsamlingen i den lokale landbo- eller familielandbrugsforening?

Det spørgsmål vil Landbrug & Fødevarer finde svaret på gennem en lille dyst mellem de lokale foreninger.

»Medlemskabet af Landbrug & Fødevarer starter i foreningen, og det er vigtigt at deltage i den demokratiske proces, som en generalforsamling er,« mener Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

To kategorier

Martin Merrild opfordrer derfor medlemmerne/foreningerne til at deltage i Landbrug & Fødevarers lille konkurrence om, hvilken forening der kan få den største andel af sine medlemmer til at møde op på generalforsamlingen i den forestående generalforsamlingssæson.

For ikke at gøre det alt for svært for de største foreninger at få procenten i vejret, har Landbrug & Fødevarer valgt at kategorisere foreningerne i to: Fra 0 til 700 medlemmer og fra 700 medlemmer og derover, fortæller erhvervspolitisk konsulent Grete Bøgh-Sørensen, der er tovholder på konkurrencen.

Gevinst: Ære og formand

Præmien for at vinde konkurrencen om få flest medlemmer med til generalforsamlingerne er æren og omtale på næste delegeretmøde.

Desuden får foreningen et medlemsmøde med formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, eller en anden attraktiv oplægsholder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle