L&F til kommunerne: Sæt turbo på frivillige BNBO-aftaler

Det skrider mange steder i landet meget langsomt frem med, at kommunerne får foretaget risikovurderinger, og der bliver indgået aftaler med landmænd om ikke at sprøjte arealerne i de boringsnære beskyttelsesområder, BNBO. Det er problematisk i forhold til at nå i mål inden skæringsdatoen ved udgangen af 2022. Der er behov for, at kommunerne afsætter de nødvendige ressourcer og prioriterer opgaven politisk.

Det mener L&F, som for alle parter ser en interesse i at lande frivillige aftaler om eksempelvis skovplantning, flytning af boringer, udlægning af naturarealer eller omlægning til økologisk drift, hvor det giver mening. Det arbejde skal altså være afsluttet inden nytårsklokkerne ringer 2023 ind. Ellers overgår opgaven til staten, som med meget stor sandsynlighed vil gennemføre en national kompensationsordning og et generelt sprøjteforbud i BNBO.

»BNBO-aftalen om sprøjtefrie zoner rundt om boringer til almene vandværker finansieret på vandtaksten er jo bestemt ikke groet i vores have. Men den har et meget bredt politisk flertal bag sig, så vi må få det bedste ud af det. Med det udgangspunkt ser vi meget ræson i at der indgås frivillige aftaler mellem lodsejer, vandforsyning og kommune. Det er den bedste måde at få en god løsning for alle parter. Helt centralt er selvfølgelig, at landmanden ikke skal lide tab for de pålagte restriktioner. Der skal være fuld og hel erstatning på markedsvilkår set i forhold til værdien og anvendelsen af arealet. Men det ligger også som en helt klar del af den politiske aftale bag ordningen,« siger Søren Thorndal Jørgensen, chefkonsulent i L&F.

Meget langsomme

Ude i kommunerne er der ved at komme gang i arbejdet med den kommunale vurdering af indsatsbehovet i hvert enkelt BNBO. Der er udpeget cirka 20.000 hektar BNBO, og heraf er det vurderet, at 9.500 hektar er landbrugsjord. Ved sidste opgørelse fra Miljøstyrelsen i oktober 2020 var der kun 1.925 BNBO risikovurderet ud af 4.790 BNBO totalt set.

»Vi kan desværre konstatere, at mange kommuner er meget langsomme og afventende i forhold til at foretage risikovurderingerne. Der er heller ikke udpeget BNBO omkring alle boringer, da nogle kommuner ikke har indberettet driftsstatus på boringerne, og der har ikke tidligere været foretaget en udpegning af BNBO af Miljøstyrelsen. Problemet med driftsstatus og manglende BNBO skulle gerne være løst nu. Jeg vil sige, at vi står et problematisk sted i forhold til at nå i mål med frivillige aftaler – og det er virkelig ikke lodsejernes skyld. Kommunerne er nødt til at få arbejdshandskerne på og bruge ressourcer på opgaven,« fastslår Søren Thorndal Jørgensen.

Lokal ambition

Han vurderer, at det må være en ambition for kommunerne at få processen til at foregå lokalt, i stedet for at myndighedsopgaven overgår til staten.

»Jeg har svært ved at se, at det ikke er i kommunernes interesse at få tingene til at ske, så der kan planlægges med hensyn til de lokale forhold og muligheder. Alternativet er et generelt statsligt sprøjteforbud, og det er der jo bestemt ikke mange lokale fingeraftryk på. Men det er altså det, man en lang række steder ser ind i, hvis der ikke kommer mere fart på udrulningen,« siger Søren Thorndal Jørgensen, som understreger, at der også er kommuner, som gør det godt:

»Der er heldigvis kommuner, der er kommet hurtigt i gang, og som har afsat de nødvendige midler og personalemæssige ressourcer til, at der kan er et godt flow i risikovurderingerne, og efterfølgende dialog med lodsejere og vandforsyning. I Odder har den lokale landboforening meldt om færdige risikovurderinger og fremdrift i afholdelse af køkkenbordsmøder med vandværker og lodsejere. Hvis vandværk og lodsejere ikke kan nå til enighed, inddrages kommunen som facilitator. I Mariagerfjord, meldes der, at man næsten er færdige med risikovurderinger og har opstartet proces omkring køkkenbordsmøder, hvor vandværker og lodsejere mødes med kommunen som facilitator. Det er altså blot langt fra det typiske billede. Desværre.«