Margretheskålen Hundborg Mose blev dozet flad

Den gamle tørvemose blev jævnet i 1960erne. Siden da har den været opdyrket, men nu er det på tide at gå den anden vej, mener Mogens Yde.

Fra Mogens Ydes gård højt i terrænet har han udsigt over den vidtstrakte hulning Hundborg Mose, der med klitplantør Henrik Kristensens ord ligger som en stor margretheskål i landskabet syd for det markante istids-bakkedrag ’Hundborgbuen’.

Langt tilbage i tiden var der sø, hvor mosen ligger i dag. Men i nyere tid har der ligget en tørvemose, som i mange år blevt udnyttet til tørvegravning, især i 1930erne og 1940erne.

»På et tidspunkt var der 500 mennesker beskæftiget i mosen med at grave tørv. Det skulle graves op, læsses på hestevogn og køres til stationen. Det var en eksportvare til Sjælland«, fortæller Henrik Kristensen, Naturstyrelsen i Thy.

»Gamle folk får et særligt blik i øjnene, når de taler om tørvemosen, Det var et spændende sted med hugorme, fisk og masser af natur«, siger Mogens Yde.

Blev jævnet ud

Efter krigen var det ikke mere rentabelt at grave tørv på de mange små jordlodder.

I begyndelsen af 1960erne besluttede man, at mosen skulle afvandes yderligere, jævnes ud og bruges til landbrug.

»Jeg er fra 1958 og kan svagt huske gravemaskinerne, da Hedeselskabet drænede og jævnede arealet. De kom med bulldozere og gravemaskiner og udjævnede alle tørvehullerne, som der var hundreder af«, siger Mogens Yde Christensen.

Klimaets problembarn

Siden da har Hundborg Mose været i landbrugsdrift, og godt en snes lodsejere driver det i dag typisk som vedvarende græs med afgræsning eller som kornmarker.

Men lavbundsjord i omdrift er et problembarn for klimaet. De drænede, kulstofrige lavbundsjorde bliver tilskrevet op til en fjerdedel af landbrugets samlede CO2-udledning. Derfor er der i de senere år oprettet ordninger som den EU-støttede lavbundsordning, som skal tilskynde landmænd til at tage jorden ud af drift og gøre dem vandlidende. I 2015 blev den første danske lavbundsordning etableret og Naturstyrelsen i Thy screenede straks området for at se, hvor der var arealer, der kunne opfylde betingelserne.

»Da kunne jeg jo se, at Hundborg Mose kom ud med det samme«, siger Henrik Kristensen,som blev tovholder i den følgende proces.

Fire år senere har han og lodsejerne måttet erkende, at projektet må opgives: Hundborg Mose bliver liggende som klimagas-bombe.

»Det er så skuffende«, siger Mogens Yde Christensen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle