Masser af mælk og kærlighed giver højt DB

Lisbeth Klinge har for femte gang det højeste dækningsbidrag i KvægNøglen.

Køerne frem for alt andet!

Ikke én af de hundredevis af gæster, som i tidens løb har besøgt Lisbeth Klinge, Landborup på Mols, kan være i tvivl om, at køerne altid har hendes første prioritet.

Hendes kompromisløse og kærlige pasning af de godt 70 køer plus opdræt nævnes også som en af de væsentligste årsager til, at Lisbeth for femte gang har opnået det bedste dækningsbidrag i KvægNøglen.

»Hun elsker de køer og er fagligt stærk,« uddyber Sigvert Reng, LMO, Lisbeths kvægrådgiver gennem ti år. Når Lisbeth selv skal forklare det solide, økonomiske resultat, nævner hun den høje ydelse, gode sundhed og en vis portion konservatisme.

»Det er både min styrke og min svaghed, at jeg er konservativt anlagt. Jeg vægter stabiliteten meget højt og må så leve med, at nogle får glæde af de nyeste guldkorn før mig,« forklarer hun.

Mælken er motoren

En mælkeleverance på 964 ton fra de 72 køer var motoren bag dækningsbidraget på 22.824 kroner pr. ko i 2014.

»Men køerne skal også have en høj ydelse, for at det kan hænge sammen for mig,« fortæller Lisbeth, som må konkludere, at hun har højere stykomkostninger end de 10 pct. bedste i KvægNøglen.

Årsagen skal primært findes i besætningens størrelse, hvor det kan være svært at opnå tilstrækkelige rabatter på indkøbt foder.

For Lisbeth Klinge er KvægNøglen et brugbart styringsværktøj, som også gør det ud for et budget til banken.

Fodrer over normen

Foruden den megen mælk opnår Lisbeth også flere kroner i besætningstilvækst end de fleste andre i KvægNøglen. Tunge slagtekøer og salg af kvier og køer til levebrug trækker op, ligesom hun også modtager vilkårspenge for tyre solgt til kvægavlsforeningen.

»Jeg fodrer nok alle mine dyr lidt over normen men kan så til gengæld også sende en ko til slagtning, når jeg vil,« fortæller Lisbeth, som i gennemsnit fik 7.397 kroner pr. slagtet ko i 2014.

Opdrættet skal have en passende tilvækst, så kvierne kan kælve, før de bliver to år gamle. Derfor fodres kalvene med sødmælk og godt kalvefoder, og kvierne får lov at afgræsse omdriftsarealer om sommeren, når de har græsset strandengene af.

»En ko må helst ikke møde modstand i sit liv, hvis den skal præstere sit bedste. Lisbeths resultater er et klart bevis på, at hun formår at give dyrene de bedste betingelser. Hun kender om nogen til vigtigheden af rettidig omhu, og det gavner både dyrene og Lisbeths økonomi,« slår Sigvert Reng fast.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle