Molslaboratoriet anmeldt fire gange på to måneder

Molslaboratoriet bliver jævnligt anmeldt til myndighederne, senest af Dyrenes Beskyttelse.

Fire gange på to måneder er Fødevarestyrelsen eller Østjyllands Politi rykket ud til dyrene i Molslaboratoriet.

Senest skete det 14. april, hvor Dyrenes Beskyttelse havde meldt Molslaboratoriet, der drives af Naturhistorisk Museum, til Fødevarestyrelsen.

Kontrollen endte uden anmærkninger.

»Man bliver ærlig talt lidt træt«, siger biolog Morten D. D., der står for Molslaboratoriet, og fortsætter:

»Vi har efterhånden nogle af de bedst overvågede dyr på friland i det her kongerige. Det virker som om, at der er gået lidt inflation i anmeldelserne«.

Morten D. D. delte kontrolrapporten på Facebook, og her studsede flere over, at det netop er Dyrenes Beskyttelse, der står bag anmeldelsen efter tre frikendelser i træk.

Biolog Rasmus Ejrnæs, der også arbejder hos Naturhistorisk Museum, skrev på Twitter, at det var useriøst og hysterisk af Dyrenes Beskyttelse at lave en anmeldelse.

Anmeldelse eller ej

LandbrugsAvisen har spurgt Dyrenes Beskyttelse, hvorfor man har anmeldt Molslaboratoriet. Her lyder det i et skriftligt svar, at man har haft en formodning om overtrædelser af dyreværnsloven, og dyreværnschef Yvonne Johansen forklarer, at man har lavet en ’anmodning om tilsyn’, ikke en anmeldelse:

»Der er en stor forskel«.

Hos styrelsen afviser veterinærchef Flemming Marker.

»Man kan ikke anmode om et tilsyn. Vi har fået en anmeldelse og tager derfor ud og ser på forholdene. Derefter laver vi en rapport, som vi også har gjort i dette tilfælde«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle